Dronning Margrethe testet positiv. Milde symptomer
Dronning Margrethe er testet positiv for Covid-19. Hun udviser heldigvis kun milde symptomer, men har aflyst sin vinterferie til Norge.
Dronning Margrethe er i går aftes testet positiv for Covid-19. Hun udviser heldigvis kun milde symptomer.
“H.M. Dronningen blev i går aftes, tirsdag den 8. februar 2022, testet positiv for COVID-19. Dronningen udviser kun milde symptomer og opholder sig nu i Christian IX’s Palæ på Amalienborg. Dronningens planlagte vinterferie i Norge, der skulle være påbegyndt i dag, aflyses. Kongehuset følger sundhedsmyndighedernes anvisninger”, skriver kongehuset i en pressemeddelelse for et øjeblik siden.
Dronningen fik det første stik med en coronavaccine 1. januar i 2021. Tre uger senere fik dronningen sit andet stik. Og lige så snart det tredje booster-stik blev klar, fik majestæten også det stik.
Dernæst har dronningen i lange perioder isoleret sig på Fredensborg Slot, men ligesom resten af samfundet er dronningen Margrethe også begyndt at lukke op for sit sociale liv og ikke mindst sit arbejdsliv igen.
Men ligesom hundredetusindevis af danskere bliver det i disse uger, er den 81-årige monark altså nu også blevet smittet med den særdeles smitsomme Omikron virus.
I december 2021 blev kronprinsesse Mary også smittet med coronavirus.
Og året før, i december 2020, var det kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, der fik corona, da han gik i 9.klasse på Tranegårdskolen, i Hellerup.
Smitteopsporing
I lørdags var dronning Margrethe til kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag, hvor der var mange gæster inviteret.
Og i går tirsdag 8. februar deltog dronning Margrethe i flere officielle arrangementer.
Tirsdag modtog hun Burkina Fasos ambassadør i afskedsaudiens i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, og senere på dagen var hun til stede ved åbningen af udstillingen Dannebrog. Kongeskib 90 år på M/S Museet for Søfart i Helsingør.
Det betyder formentlig, at der nu udføres smitteopsporing og kontakter de mennesker, der har været tæt på dronning Margrethe de seneste dage.
Behøver ikke give problemer
En 81-årig ryger kan “sagtens” gå igennem et coronaforløb uden problemer.
Det siger Christian Wamberg, overlæge på intensivafdelingen ved Bispebjerg Hospital, efter at 81-årige dronning Margrethe har fået konstateret smitte med coronavirus.
– Der er selvfølgelig altid bekymring, når ældre eller patienter med dårligt helbred bliver smittet.
– Men med omikronvarianten er det ikke så bekymrende, som det var med nogle af de andre varianter. Slet ikke hvis man er vaccineret, siger han.
Dronningen er som sagt vaccineret mod coronavirus tre gange.
-Når man er vaccineret, er man bedre beskyttet mod at få et alvorligt coronaforløb, men ældre er generelt mere skrøbelige end yngre, fortæller Christian Wamberg.
Han tilføjer, at rygere har dårligere lunger end ikke rygere. Derfor har de under epidemien været i større risiko for at gå igennem alvorligere coronaforløb. Dronning Margrethe har røget igennem mange år.
Men det tyder på, at omikronvarianten, som er dominerende, giver mindre alvorlige forløb. Blandt andet rammer den sjældnere lungerne end tidligere coronavarianter, som har været dominerende i samfundet.
– Det gør en kæmpe forskel, fordi når det ikke går i lungerne, så svarer det til en almindelig forkølelse.
– Det kan selvfølgelig være slemt nok, hvis man er ældre og et sårbart individ. Men hos nogenlunde immunkompetente ældre mennesker, så er det fint. Så gør det ikke noget, at de bliver forkølede, siger Christian Wamberg.
Først publiceret: 9. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:55