Pas på: Seriebedragere på spil
Yngre mænd er i fuld gang med at bedrage ældre kvinder på Sjælland ved at udgive sig for at være deres bankmand.
Bedragere er i fuld gang med at snyde ældre kvinder på Sjælland. Midt- og Vestsjællands politi har nemlig modtaget flere anmeldelser fra seniorer i Solrød-området samt Benløse, Greve og Ringsted om falske bankmænd, der er på spil.
Døgnrapporten hos Midt- og Vestsjællands Politik fortæller om fire sager, hvor falske bankmænd indledningsvist havde henvendt sig telefonisk.
71-årig kvinde
En 71-årig kvinde fra Solrød Strand var kl. ca. 16.00 blevet ringet op af en mand, der ville hjælpe kvinden med at undgå, at der skete en uberettiget overførsel af penge fra hendes konto til et andet pengeinstitut. Derfor ville der komme en mand for at hente hendes bankkort.
Få minutter senere dukkede en fremmed mand ved hendes dør, men han blev nægtet udlevering af et bankkort, som den 71-årige havde oplyst koden til under den indledende telefonsamtale. Manden måtte således gå med uforrettet sag.
90-årig kvinde
Kl. 20.56 samme dag kom den anden anmeldelse fra en pårørende til en 90-årig kvinde fra Solrød Strand, som kl. ca. 17.30 også var blevet telefonisk kontaktet af en mand, der udgav sig for at ringe fra hendes bank. Under telefonsamtalen bankede det på kvindens dør, hvilket viste sig at en ”medhjælper” fra banken, idet denne mand skulle hjælpe hende med at lukke ned for nogle uberettigede overførsler fra hendes bankkonto.
”Medhjælperen” fik udleveret diverse personlige oplysninger, koder til f.eks. NemID og hendes dankort, så han via kvindens computer på bopælen fik adgang til netbanken. Efter nogen tid forlod ”medhjælperen” kvindens bopæl medbringende dankort, så kvinden sammen med sine pårørende efterfølgende kunne konstatere, at dankortet uberettiget var blevet brugt til at hæve 10.000 kr. Endvidere var flere pengeoverførsler for samlet et sekscifret beløb mislykkedes, og kvindens NemID var ikke længere muligt at tilgå, så det blev spærret.
En patrulje var efterfølgende hos den 90-årige kvinde for at afhøre hende samt foretage undersøgelser i hendes bolig i et forsøg på at finde tekniske spor, der kan identificere ”medhjælperen”.
88-årig kvinde
Kl. 13.07 dagen før anmeldte pårørende til en 88-årig kvinde fra Ringsted, at den 88-årige dagen før var blevet telefonisk kontaktet af en mand, der havde oplyst at ringe fra hendes bank. Den falske bankmand havde oplyst, at der uberettiget var ved at blive hævet penge fra den 88-åriges bankkonto, så hun skulle derfor udlevere sine bankkort.
Kort efter kom en mand til den 88-åriges bopæl og fik udleveret hendes bankkort, som efterfølgende blev misbrugt til uberettigede hævninger af i alt 17.000 kr. Endvidere var der blevet flyttet rundt på pengebeløb mellem den 88-åriges bankkonti, inden kortene blev spærret.
76-årig kvinde
Samme dag kl. 17.05 kontaktede en anden pårørende nu til en 76-årig kvinde fra Greve, fordi den 76-årige tidligere på eftermiddagen havde udleveret sine bankkort til en fremmed mand, der efter aftale var dukket op på hendes bopæl.
Forinden var den 76-årige blevet ringet op af en ukendt mand, der oplyste at ringe fra hendes banks sikkerhedsafdeling. Årsagen til hans opkald var mistanke om, at nogen uberettiget var ved at hæve penge fra hendes konto, så hun skulle udlevere sine bankkort til en mand, der ville dukke op på hendes bopæl.
Efterfølgende kunne den 76-årige konstatere, at der uberettiget var hævet i alt 18.000 kr. fra hendes bankkonti, ligesom der var flyttet penge rundt mellem hendes konti, inden bankkontoen og kortene blev spærret.
Gerningsmændene
De fire sager i Midt- og Vestsjællands Politis Døgnrapport beskriver gerningsmænd, der er meget enslydende.
Nemlig mænd, der er mellem 25-35 år, 170-180 cm, dansktalende, brunligt/sort kort og mellemlang hår, almindeligt at bygning samt mørkt/sort tøj
Politiet advarer igen
Politiet benytter igen lejligheden i Døgnrapporten til at advare mod disse opkald fra falske bankmedarbejdere, der forsøge at lokke personlige og fortrolige oplysninger ud fra især ældre medborgere under forskellige påskud.
Modtager du denne type opkald, så giv aldrig personlige oplysninger eller bankoplysninger til personer, som ringer uopfordret. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du vil anmelde eller have vejledning om mistænkelige opkald.
Endvidere vil politiet gerne opfordre borgerne til at tage en snak med de ældre familiemedlemmer om, hvad de kan og skal gøre, hvis nogen f.eks. henvender sig telefonisk eller måske dukker uventet op ved bopælen, så man undgår sager som disse.
Politiet efterforsker nu disse anmeldelser som bedrageri.
Først publiceret: 18. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:50