Krag: Stive regler koster for meget tid i ældreplejen

Regeringen lægger op til, at store dele af kravene i ældreplejen bliver fjernet, så tiden kan bruges på pleje.

Social- og ældreminister Astrid Krag. Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) mener, at det vil give langt bedre tid og mulighed for personlig pleje i ældresektoren, hvis der fra Christiansborg bliver løst op for kravene til kommunerne.

Som statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede i sin nytårstale vil hun derfor forhandle med Folketinget om, hvordan hele regelsættet kan gentænkes.

– Igennem de sidste 10-20-30 år har vi fra centralt hold lagt stadig mere styring, registrering og kontrol ind.

– Det betyder, at vi har en ældrepleje, hvor tiden ofte bliver brugt forkert på papirarbejde og bag en skærm. Det er tid, der går fra de ældre, siger hun.

Ny ældrelov

Det skal ændres med en decideret ældrelov, der skal være bestemmende for, hvordan kommunerne løser opgaven. For nuværende er det bestemt af en lang række love i blandt andet serviceloven og sundhedsloven.

Her er bestemmelser, cirkulærer og bekendtgørelser vokset i antal de sidste mange år.

– Ingen af reglerne er indført af ond vilje. De er indført efter enkeltsager eller ud fra et ønske om at sikre, at alle ældre får den samme hjælp. Men spørger man, om er vi lykkedes med det, vi ville, så er vi ikke, siger Astrid Krag og fortsætter:

– Det hænger sammen med, at vi har fået en ældrepleje, hvor det er minutsøgning i kørelister og skemaer, der tæller. Selv om vi ved, at to dage ikke er ens, og der ikke er to ældre, der er ens. Derfor bliver det en forkert måde at måle kvalitet på.

Statsministeren sagde i sin tale, at kommunerne skal sættes langt mere fri til selv at strukturere plejen.

Ændrer ikke på det frie valg

Hos blandt andre Venstre og De Konservative har det skabt frygt for, at det også vil indebære, at kommunerne kan afskaffe ældres ret til at vælge alternative leverandører end kommunens.

Det afviser Astrid Krag dog pure.

– Vi mener, der skal være en kort og klar ældrelov med nogle grundlæggende værdier som værdighed, valgfrihed og selvbestemmelse. I det ligger også muligheden for at vælge en anden leverandør af hjemmehjælp, siger ministeren og fortsætter:

– Det skal vi sikre på en mindre bureaukratisk måde, der giver færre timer bag en skærm. Og jeg håber meget, at alle går til dette her fordomsfrit.

Først publiceret: 3. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. februar 2022 kl. 13:24

Se, hvad vi ellers skriver om: