Markant flere seniorer får førtidspension
Fordobling i antallet af nye førtidspensionister over 60 år. Faglige Seniorer efterlyser større politisk fokus på at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet.
Der bliver flere førtidspensionister – og blandt de ældre er antallet, der får tilkendt en førtidspension, fordoblet på et år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I løbet af 2020 kom der 24.400 nye førtidspensionister til. Stigningen er mest udtalt blandt de 60-69-årige, hvor 10.800 personer fik tilkendt en førtidspension i 2020. Det er mere end dobbelt så mange som i 2019, viser opgørelsen.
Stigningen i antallet af ældre førtidspensionister kalder på en debat om hele seniorarbejdsmarkedet. Det gælder både på Christiansborg, i kommunerne og ude i virksomhederne, mener Danmarks næststørste ældreorganisationen Faglige Seniorer.
”Der er næppe tvivl om, at stigningen i pensionsalderen, har gjort det sværere for mange ældre i at holde fast i tilknytningen til arbejdsmarkedet. Men desværre oplever vi også, at ældre lønmodtagere bliver nedprioriteret i beskæftigelsessystemet, og derfor skal der være større fokus på tidlige samtaler både i jobcentret i og i a-kasserne, sådan at vi kan få dem hurtigt i job igen”, siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, der med 230.000 medlemmer af Danmarks næststørste ældreorganisation.
Han peger på, at der i årevis har manglet politisk bevågenhed på seniorerne på arbejdsmarkedet.
”Derfor er der brug for, at regeringen sætter sig i spidsen for et partnerskab, hvor vi kan sætte vedholdende fokus på seniorarbejdsmarkedet,” siger Palle Smed.
Han er heller ikke i tvivl, at coronakrisen har gjort det sværere for seniorerne. De bliver fravalgt først og ender dermed som langtidsledige uden stor udsigt til at komme tilbage i arbejde igen.
”Det er superærgerligt, for seniorer er vigtige for et velfungerende dansk arbejdsmarked. De er aktive, loyale, arbejdsomme og vigtige rollemodeller på arbejdspladsen”, siger Palle Smed.
Der bliver ikke hjulpet i tide
Også Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ønsker fokus på, hvordan flere bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
”Færrest muligt skal ende på førtidspension. Det er både til gavn for den enkelte og samfundet, at flest muligt er i arbejde, ” lyder det.
”Det er helt afgørende at hjælpe som mange som overhovedet muligt, inden der er behov for førtidspension. For problemet er jo ikke, at syge og uarbejdsdygtige har behov for førtidspension. Problemet er, at flere ikke er blevet hjulpet i tide. Og her hjælper det ikke at stramme reglerne for at opnå førtidspension”, siger næstformand Ejner K. Holst.
FH peger på, at den stigende tilgang til førtidspension skal ses i lyset af en forventelig forskydning, da mange i årevis har været parkeret på lange, meningsløse ressourceforløb, der ikke har ført til noget.
Samtidig har Folketinget præciseret, at syge borgere ikke længere skal i ressourceforløb, hvis det ikke er realistisk, at de kan udvikle arbejdsevnen.
Først publiceret: 21. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2021 kl. 18:21