Læs om reglerne her: Bliver du opkrævet corona-gebyr?

Restauranter, frisører, fysio- og fodterapeuter og andre er begyndt at indføre hygiejnetillæg. Det må de godt, men der er et par vigtige undtagelser. Læs dem her.

I butikker og servicevirksomhederne begynder corona- og hygiejne tillæg nu at brede sig.

Især blandt frisører, fysioterapeuter, fodterapeuter og restauranterne står der oftere og oftere et lille “corona” eller “hygiejne” tillæg på regningen.

Men er det tilladt? Faglige Seniorer har talt med vicedirektør hos Forbrugerstyrelsen, Vagn Jelsøe.

Skal varsles ved kontrakter

“Det er fri prisdannelse i Danmark. Så virksomheder og butikker må tage den pris og de gebyrer for deres produkter, som de vil. Og vi forbrugere bestemmer så også selv, hvor vi vil handle. Men det er nogle undtagelser for disse gebyrer”, fortæller Vagn Jelsøe.

Tandlæger, som har overenskomst med det offentlige, må ikke opkræve hygiejne/corona-gebyr for de ydelse overenskomsten dækker; altså de ydelser, der er fast pris på.

Men tandlægerne må godt opkræve et corona-gebyr oveni prisen på de ydelser, der ikke er omfattet af overenskomsten. For eksempel en større plastfyldning, en krone eller et implantat.

“Den anden undtagelser er, hvis man har en fast eller løbende kontrakt på en ydelse eller et produkt. I det tilfælde skal man have et varsel, før gebyret kan pålægges. Så har forbrugeren nemlig tid til at sige ja eller nej til gebyret og evt. finde en anden udbyder”, forklarer Vagn Jelsøe.

Forbrugerrådet er generelt ikke glad for gebyrer, for det slører gennemsigtigheden i prisdannelsen.

På plussiden er dog, at Forbrugerombudsmanden har skrevet en vejledning om gebyrer, som siger, at det SKAL afspejle den faktiske omkostning, som virksomheden eller butikken har.

“Hvis man endelig skal være lidt positiv, kan man sige, at hvis det drejer sig om et decideret “corona-gebyr”, så indikerer det jo, at gebyret falder bort igen, når vi får normale tilstande, siger Vagn Jelsøe.

Først publiceret: 17. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 15:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og