Millioner af kroner skal gøre livet lettere for ældre med synstab

Over 65.000 danskere lider af synstab - langt hovedparten er seniorer. Nye initiativer for 50 millioner kroner skal gøre livet lettere for dem, der er ramt. Anette er en af dem.

”I en periode var jeg helt nede. Jeg skubbede alt fra mig, alt hvad der overhovedet betød noget for mig, og de folk, jeg godt kan lide at være sammen med.”

Sådan fortæller Anette, der mistede størstedelen af synet for 14 år siden.

Hun blev opereret, og under operationen blev synsnerven på venstre øje ødelagt.

På højre øje havde hun allerede mistet det meste af synet.

”Man føler sig sådan lidt … det ved jeg ikke, sådan lidt lost. Man ved jo egentlig ikke rigtig, hvad man skal stille op … fordi at det er jo ikke noget, man sådan kan få tilbage igen. Jeg var lidt bitter”, siger hun.

Når man så endelig accepterer, at man har brug for hjælp, så får man det meget bedre.

I et stykke tid mistede Anette glæden ved livet.

Hun nægtede at få hjælp til de ting i hverdagen, som hun havde svært ved at klare. Det føltes, som om hun gav efter for sygdommen.

”Når man så endelig accepterer, at man har brug for hjælp, så får man det meget bedre. Der er bare utrolig meget forarbejde at gøre, inden man kan acceptere det,” fortæller hun.

Anette er en af de 65.000 danskere, der lider af synstab. Det vil sige blindhed eller stærkt reduceret syn, som især er udbredt blandt seniorer.

Rystende læsning

Anettes historie er en af flere, der fremgår af en ny rapport fra Det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE.

Rapporten har kortlagt, hvad det er for udfordringer, som mennesker med synstab har i hverdagen.

”Ældre med synstab oplever problemer med at udføre dagligdagsaktiviteter, deltage i fritidsaktiviteter og være sammen med venner og familie. Begrænsningerne går ud over deres psykiske helbred. De føler sig markant mere ensomme og trives dårligere end deres aldersfæller”, konkluderer de to forskere bag rapporten, Anna Amilon og Maria Røgeskov.

”Det er ganske enkelt rystende læsning”, siger Erik Darre, der bestyrelsesmedlem i VELUX FONDEN, der har bestilt rapporten hos VIVE.

Flere ældre vil opleve synstab

Fonden har afsat 50 millioner kroner til initiativer de kommende år, der skal undersøge betydningen af synstab og være med til at til at sikre den nødvendige hjælp i tide.

Med initiativer er det Fondens mål at medvirke til at ældre kan forsætte som aktive og deltagende samfundsborgere med et seniorliv med høj livskvalitet.

”Levealderen stiger og vi vil derfor se, at et stigende antal ældre kommer til at leve med et synstab. Men modsat mange andre lidelser, der rammer ældre, ved vi meget lidt om, hvordan det er at være ældre med meget alvorlige synstab. Og vi ved heller ikke hvad der skal til, for at de kan fastholde det ældre liv, de ønsker sig. Det er det, vi nu vil have kortlagt,” siger Erik Darre.

Rammes af depression

Ifølge Anna Amilon fra VIVE er det især ældre, der har synstab, der har udfordringer i hverdagen.

”Når det gælder dagligdagen, er det ældre med synstab, der har markant mere brug for hjælp til aktiviteter. Ældre med synstab mister deres evne til at udføre dagligdagsaktiviteter tidligere end andre ældre. De har også op til fem gange mere brug for hjælp fra børn, familie og venner end andre ældre til rengøring, vedligeholdelse af hus og have, i pengesager og med transport, fortæller Anna Amilion.

Ældre passer også børnebørn i markant mindre omfang end andre ældre.

Samtidig er de også oftere mere ensomme end andre ældre. Det gælder dobbelt så meget for de yngste ældre, mens de fra 82 år oplever sammen grad af ensomhed som deres aldersfæller.

”Ældre med synstab er i dobbelt så stor risiko for depression. Især i en yngste aldersgruppe. Hver fjerde i den yngste og den ældste gruppe af ældre med synstab er i risiko for depression,” oplyser Anna Amilion på baggrund af rapporten.

Slutter på job tidligere end andre

Personer med synstab har ofte forladt arbejdsmarkedet i den sidste del af arbejdslivet. Blandt de 55-65-årige er hver tredje stoppet med at arbejde inden folkepensionen, mens det kun gælder generelt for hver tredje på arbejdsmarkedet.

Forventningerne om at klare sit job eller erhverv de næste fem år er også langt lavere hos personer over 55 år, der har et synstab. Det tror kun 4 ud af 10 – mens 7 ud af 10 med normalt syn regner med at klare sig i jobbet de næste fem år.

Først publiceret: 16. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og