Når ægtefælle eller samlever flytter på plejehjem

Her er 9 gode råd om økonomi og ting, I skal være opmærksom på, når den ene af jer flytter på plejehjem.

Se her, hvad I skal være opmærksomme på i forbindelse med, at du eller din partner flytter i en plejebolig.

1. I får højere folkepension

For både gifte og samboende ændres folkepensionen efter indflytning på plejehjem. Pensionen udbetales efter taksten til reelt enlige, hvilket betyder en højere pension.

Se pensionssatser her

2. I kan få boligstøtte til 85 kvadratmeter

Boligstøtte beregnes fremover alene ud fra indkomst og formue hos den person, som bor i boligen.
Normalt kan en enlig få boligstøtte op til 65 kvadratmeter, men når den ene af jer flytter på plejehjem, kan du få boligstøtte op til 85 kvadratmeter.

Se regler for boligstøtte her

3. Din personlige tillægsprocent ændres

Din personlige tillægsprocent beregnes fremover alene ud fra dine egne indtægter og den formue, der er registreret i dit navn.
Det har blandt andet betydning for ældrecheck, personlige tillæg, helbredstillæg, licens og varmehjælp.

Beregn personlig tillægsprocent her

4.  Få styr på jeres Skat

Tjek og ret din forskudsregistrering, så du er sikker på, at pension og tillæg fremover beregnes ud fra dine egne økonomiske forhold.

Ret forskudsopgørelse hos SKAT

5.  Behov for forsikringer og licens

Få styr på jeres fremtidige forsikringer. Tag en snak med forsikringsselskabet, og få vurderet behovet.

Flere forsikringsselskaber giver mulighed for, at I fortsat kan have fælles indboforsikring, selvom man står med to forskellige adresser. Det gælder for eksempel Alka, hvor du også kan få rabat som fagforeningsmedlem.

Undersøg derfor nøje, om I kan spare penge ved fortsat at have fælles forsikring.

I kan fortsat have fælles aftale om licens, selvom I bor på to forskellige adresser. Kontakt licenskontoret her

6.  Snak med banken

Tag en snak med banken, hvis I har fælles bank og konti, så I ved, hvad I hver især kan disponere over.

Læs om fælles bankkonto, når den ene ægtefælle dør

7. Opret et testamente

Opret et testamente og evt. ægtepagt, så I sikrer den længstlevende bedst muligt. Det er især vigtigt, hvis I har særbørn eller hvis I ikke er gift.

Læs mere om, hvordan I får et gratis testamente

8.  Få en fremtidsfuldmagt

Opret en fremtidsfuldmagt, så er I sikre på, at den raske part har fuldmagt til at disponere over økonomiske og personlige forhold. Det er især vigtigt ved mental svækkelse, demens m.m.

Hvis fuldmagten ikke er oprettet, kan der opstå store problemer i forbindelse med hussalg og dispositioner af den fælles formue. Det sikrer også, at ægtefællen kan få agtindsigt og skal tages med på råd på plejehjemmet.

Se hvordan I får en fremtidsfuldmagt

9. Find plads på et plejehjem

Hvis du eller din ægtefælle har et særligt behov for en plejebolig, er din kommune forpligtet til at tilbyde en plejebolig senest to måneder efter, at behovet for en plejebolig er blevet konstateret af kommunen.

Læs mere om plejeboliggaranti, og hvordan I finder en plejehjemsplads

Først publiceret: 2. december 2019
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og