Ikke en gang minderne er tilbage
Helena og Flemming skulle have nydt hinanden og livet på efterløn. Men glæden blev kort: Han blev mere og mere fjern. I dag er ikke en gang minderne tilbage. Demens tog dem.
”Dengang jeg drog afsted”. ”Jeg ved en lærkerede”. ”Det var en lørdag aften”
Sangen gjalder og Flemming kan hvert et ord i de klassiske viser. Den gamle smed er i godt humør og stråler, for han elsker at synge…
”Far, hvor gammel er du”, spørger datteren lidt drillende.
Faren kigger forundret og er lidt forvirret over spørgsmålet.
Men svarer uden tøven: ”Jeg er tre år”.
51-årige Heidi Aggerholm husker tydeligt episoden.
Det skete for ikke så lang tid siden. Hun havde taget sin 72-årige far Flemming med ud på en køretur.
Far har ellers glemt næsten alt. Sin alder, sine børn, sine børnebørn, sine ferier, sit tidligere arbejde…. Alt.
Heidi, datter
”Det var dejligt, at far havde et af sine gode øjeblikke. For han har ellers glemt næsten alt. Sin alder, sine børn, sine børnebørn, sine ferier, sit tidligere arbejde…. Alt. Bortset fra oplevelserne i sin barndom. De står knivskarpt. Men alt det andet; det har hans demens-sygdom taget. Det er skræmmende,” fortæller Heidi.
Vi skulle nyde hinanden og pensionistlivet
Sådan så verden ikke ud for 12 år siden.
Seniorerne stormer over på NemIDs nøgleapp
Flemming og hustruen Helena var dengang på vej til et velfortjent otium: Efterlønnen med tid til hinanden og oplevelser sammen som pensionister.
Flemming Aggerholm efter et langt arbejdsliv som smed på Lindø, rejsemontør og blandt andet 12 år på Grønland.
Helena efter mange år som hjemmegående hustru med ansvaret for parrets tre børn – Heidi, Brian og Karina. Sidenhen forskellige rengøringsjob og sidst som tøj-sælger ved homeparties.
Da Flemming og Helena med få måneders mellemrum begge veksler arbejdslivet til efterløn – Helena er halvanden måned ældre end sin mand – og kan fejre 60 års fødselsdage lå verden åben.
”Jeg havde sådan glædet mig. Det var vores drøm at nyde tiden på efterløn. Komme ud at rejse, opleve noget sammen og have tid til hinanden, familien og børnebørnene,” fortæller Helena, der i dag er 72 år.
Til sidst blev vi bare hjemme hos os selv
Men noget var begyndt at være anderledes hos Flemming.
Den ellers så dygtige smed fik sværere og sværere ved at finde ud af tingene. Han glemte, hvad han skulle og kunne ikke huske aftaler.
Tidligere havde han været en ferm håndværker og havde selv lavet vores køkken og værelser i huset. Efterhånden kunne han dårligt overskue at klippe hækken.
Helena, hustru
”Når han handlede ind i Brugsen, fik han kun købt halvdelen af det, han skulle. Så undskyldte han det med, at pengene ikke passede. Tidligere havde han været en ferm håndværker og havde selv lavet vores køkken og værelser i huset. Efterhånden kunne han dårligt overskue at klippe hækken,” fortæller Helena.
Gennem livet havde Flemming og Helena både med og uden familiens børn ofte været på ferie: På camping i ind- og udland og på charter til lande som Malta, Spanien og Marokko.
Men efter at de gik på efterløn blev det kun til en rejse for de to: Til Tenerife.
”Det var mig, der måtte ordne det hele. Købe rejsen, sørge for turen, sørge for at vi kom rundt. Alt. Det var for hårdt for mig. Så det blev kun til den ene rejse. Så blev vi hjemme,” fortæller Helena.
Flemming tissede på gulvet om natten
Men med børn og børnebørn i nærheden – kun sønnen Brian bor længere væk i Jylland – var der også nok at se til. Ofte var Brian og de to døtre på besøg. Og huset og haven i Tørresø nord for Otterup skulle passes og vedligeholdes.
”Men som årene gik, måtte Flemming give op over for mere og mere. Og jeg skulle holde mere og mere øje med, hvad han foretog sig. Når jeg var i haven, skulle jeg passe på, at han ikke gik i værkstedet for at ryge. For han kunne sætte ild til det hele. Sådan var det hele tiden,” fortæller Helena.
I årevis fik hun ikke en ordentlig nattesøvn, for Flemming stod op mange gange i løbet af en nat. Så skulle hun holde øje med, at han ikke tændte en cigaret. Hun skulle gøre rent efter ham, fordi han tissede på gulvet eller hjælpe ham tilbage i sengen, hvis han blev væk i huset.
Også familiesammenkomsterne og fødselsdage blev svære og sværere for Flemming.
Han begyndte at kløjes i navnene og havde svært ved at huske, hvem der blev fejret.
”Vi var vel efterhånden godt klar over, at det ikke kunne blive ved med Flemming. At der var noget galt. Men jeg skød det væk. Det var svært at tage en beslutning,” fortæller Helena.
Læs også: Har du symptomer på demens? Her er de 10 advarsler
Fjernsynet var tændt hele tiden
Dagene og årene gik.
Typisk med morgenmad ved sofabordet i stuen med fjernsynet tændt efter at en hjemmehjælper havde sørget for Flemmings morgen-toilet.
Så blev der set TV hele formiddagen og frokost igen foran fjernsynet. En lur og så kunne Helena gå lidt i haven, mens hun havde et øje på huset. Så ind igen til kaffe med fjernsynet tændt….
”Der skete ikke så meget. Jeg var kronisk træt af hele tiden at skulle passe og holde øje med Flemming. Det var utroligt hårdt. Han kunne ingenting,” fortæller Helena.
Tre gange om ugen var der dog aflastning for Helena, når Flemming kom nogle timer i kommunens aktivitetshus.
Stålsat på at guldbrylluppet skulle fejres
Helena havde sat sig et vigtigt mål. De to skulle fejre guldbrylluppet sammen.
Det skulle være hjemme i Tørresø.
Det er dine børnebørn, far,” ”Nå, jeg er så heldig, at jeg aldrig fik børn”.
Dialog mellem Heidi og Flemming ved guldbrylluppet
Og det skulle være den store fest. 50 år var gået i medgang og modgang, som det hedder, siden de blev smedet sammen i januar 1967.
”Jeg er nok lidt af en stædig rad, men jeg var så stålsat på, at vi fik den oplevelse sammen. Men det blev kun med den nærmeste familie. Det blev ikke nogen stor fest,” fortæller Helena.
Under guldbryllupsfesten udbryder Flemming om nogle af børnebørnene:
”Hvem er det, jeg sidder overfor.”
”Og jeg forklarer, at ”det jo er dine børnebørn, far,” fortæller Heidi.
Og Flemming svarer:
”Nå, jeg er så heldig, at jeg aldrig fik børn”.
Vendt op på nat og dag på plejehjemmet
Der var ingen i familien, der længere var i tvivl om, at nu måtte der ske noget.
Samme efterår i oktober flytter Flemming ind på plejehjemmet i Otterup. Det var i 2017.
”Det var en af de bedste beslutninger, vi har taget. For mor kunne ikke mere – og det kunne vi andre heller ikke,” fortæller Heidi.
Flemmings demens-sygdom er forværret siden.
Han har vendt op og ned på dag og nat. Og han har ofte mange vredesudbrud.
”Det er trist for personalet og de andre beboere, hvor der er mange, der ikke er demente, at de oplever Flemming på den måde. At han råber og skælder ud. Vi kunne godt tænke os, at der var nogle bedre tilbud til ham. Måske et værksted, han kunne arbejde. Noget der kunne aktivere ham,” siger Heidi.
Han kan fortsat genkende sin hustru Helena.
”Men at jeg er hans datter; det er væk. Han forveksler mig med en pige, der hedder Ulla, han gik i klasse med som barn. Det er utroligt svært på den måde at ”miste”. Men det er en erkendelse, man må leve med. Hvor hårdt det end er…. men for mig er han jo fortsat min far,” lyder det fra Heidi.
Vores liv er der ikke mere
Minderne kan dog fortsat genkaldes hos Flemming.
De minder vi har sammen; de er væk
Heidi, datter
Heidi har lavet en beretning på 24 sider med billeder og fortællinger fra hans liv. Helt frem til i dag.
”Og far har stor fornøjelse af billederne. Men det meste har været spildt arbejde. Det er faktisk kun de første tre sider fra hans barndom, han har glæde af. Resten fra hans ungdom, vores familie, rejser, arbejde og så videre… det har han glemt. Til gengæld kan han huske, hvem han står sammen med på billederne som barn. Hvad brødrene hed, hvad landbrugsmaskinerne kunne, oplevelser fra marken. Det husker han knivskarpt.” fortæller Heidi.
”Men de minder vi har sammen; de er væk. Vores liv – det er der ikke mere.”
Hustru overladt til sig selv
Efter at Flemming Aggerholm flyttede på plejehjem med demens, har hans 72-årige hustru Helena stået alene.
Både med alle følelserne efter at ægtefællen gennem over 50 år ikke er hjemme i huset mere.
Og at hans alvorlige sygdom bliver mere og mere fremadskridende.
Oveni har hun måtte gøre status på familiens økonomi, der omfatter eget hus, lån, bil, forsikringer og hvad der ellers hører til en husholdning.
”Det har været rigtig svært at skulle tage stilling til alle de spørgsmål, der pludselig dukker op. Jeg har været heldig at Heidi (den ældste datter, red) har hjulpet, men ellers har jeg været overladt til mig selv,” fortæller Helena.
Når en dement ægtefælle flytter fra den fælles økonomi og begge skal have hver sin selvstændige husholdning er det afgørende, at der er en fuldmagt til at tage beslutninger på den dementes vegne. Og for eksempel får adgang til bankkonto, pensionsopsparing og så videre.
”Heldigvis havde jeg fuldmagt fra Flemings tid på Grønland, hvor jeg passede økonomien. Det kom mig til gavn efter at han måtte flytte på plejehjem,” fortæller Helena.
Efterlyser rådgivning om økonomi
Gennemgangen af familiens økonomi har blandt andet betydet, at forsikringer er blevet ændret, Falck-abonnementet er blevet tilpasset, der er søgt om nedsat licens og meget andet.
Jeg ikke fået nogen som helst rådgivning. Det synes jeg godt, kunne være på sin plads.
Helena, hustru
Til gengæld står en vigtig og afgørende beslutning fortsat ubesvaret. For banken mener, at Helena bør sætte huset til salg.
”Og det kan jeg blive nødt til. Men det giver ingen mening, for det vil formentlig ikke kunne sælges, fordi det er ældre, utidssvarende og ligger ubekvemt ude på landet i forhold til Odense og andre byer. Ejendomsmægleren siger også, at det kan tage op til tre år. Så hvorfor jeg skulle sætte et usælgeligt hus til salg, forstår jeg ikke,” siger Helena, der snart skal mødes med banken.
Hun efterlyser hjælp fra for eksempel kommunen i sager, hvor ægtefæller må flytte fra hinanden, når den ene skal på plejehjem.
”Fra kommunens side har der været en demensrådgiver over, da Flemming får diagnosen og venter på at komme på plejehjem. Men siden har jeg ikke fået nogen som helst rådgivning. Det synes jeg godt, kunne være på sin plads,” efterlyser Helena.
Pas på: Denne SMS-virus overtager din mobiltelefon
Netop nu modtager massevis af danskere en SMS, der ser ud som en henvisning til telefonsvarer.
Klik ikke på linket i SMS'en.
Gør du det risikerer, du at få installeret en særlig virus, der kan bruges til identitetstyveri og kreditkortsvindel ved at aflure indhold og koder på telefonen.
SMS'en med den farlige virus er en del af et stort angreb på danske mobiltelfoner.
Mængden og alvoren af angrebene er af en sådan karakter, at danske teleselskaber nu sender en kraftig advarsel til danskerne om, at der er falske og skadelige sms’er og apps i omløb.
Kan sende falske beskeder
Svindlen kan ske via falske sms’er, som for eksempel fortæller modtagerne, at de har fået en ny telefonsvarer og beder dem om at klikke på et link for at få adgang til denne.
Ved klik på linket ledes modtagerne hen til en hjemmeside, hvor de bliver bedt om at indtaste personlige oplysninger eller kreditkortoplysninger, eller til en hjemmeside, hvor de opfordres til at downloade en app.
Det er ikke farligt at modtage sms’en, men klikker man på linket og installerer app’en, bliver det muligt for IT-kriminelle for eksempel at foretage opkald til udlandet og sende lignende falske sms’er videre til andre uskyldige fra ens telefon – og i værste fald lægger app’en spyware på mobilen, så indhold og koder kan aflæses.
Først publiceret: 3. september 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:55
