Danskere svindles i gennemsnit for over 40.000 kroner

Det lykkedes svindlere at stjæle over 45,9 millioner kroner gennem netbanksvindel i det første halvår af 2025.

Danskerne mister stadig millioner af kroner, når de bliver snydt via netbanksvindel, hvor ofrene blandt andet overtales til at overføre penge til de kriminelle.

I det første halvår af 2025 slap svindlerne afsted med knap 45,9 millioner kroner.

Det gennemsnitlige beløb, som de kriminelle tog, var over 40.000 kroner per vellykket svindelnummer. Det er det højeste antal siden 2022.

I alt forsøgte svindlerne at stjæle 78,5 millioner kroner i det første halvår af 2025, men ikke alle forsøg lykkedes, da halvdelen af forsøgene blev bremset af bankerne eller ofrene.

Det skriver interesse- og arbejdsgiverorganisationen Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Organisationen er kommet frem til tallene via kundernes registreringer hos de banker, der er medlemmer under Finans Danmark. Det tæller blandt andet Danske Bank, Nordea og Jyske Bank.

Tallene vækker bekymring hos Michael Busk-Jepsen, der er underdirektør i Finans Danmark.

– Det er en dårlig nyhed, da det vidner om, at de kriminelle desværre i stigende omfang lykkes med en ny strategi, der går på at overtale ofrene til at fjerne det maksimale loft ved straksoverførsler.

– Og til at overføre flere mindre beløb til forskellige konti i forskellige pengeinstitutter, siger han i en pressemeddelelse.

Den mest udbredte form for netbanksvindel er begrebet vishing, som foregår over telefonen, hvor svindlerne ringer op og foregiver at være fra banken eller politiet.

På den måde overtaler de kriminelle offeret til at give oplysninger og adgang til offerets penge.

Det samlede antal af registrerede sager er faldet fra 3361 sager i sidste halvår af 2024 til 2213 sager i første halvår af 2025.

I det sidste halvår af 2024 blev der i gennemsnit stjålet for knap 27.000 kroner.

Ifølge Michael Busk-Jepsen er der generelt ingen forskel mellem årets første og sidste halvår. Man kan derfor godt sammenligne årets første halvår med årets sidste halvår.

Han forklarer, at stigningen skal ses i relation til, at “de kriminelle er gode til at forfine deres metoder, og at de er blevet bedre til kontaktbedrageri over telefonen”.

Man skal derfor dobbelttjekke ved tvivlsomme opkald eller beskeder ved selv at tage fat i banken eller politiet, råder han.

/ritzau/

Først publiceret: 4. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2025 kl. 7:30