Kulørt erhvervsmand giver stafetten videre

Foto: Poul Glargaard/Ritzau Scanpix

Sidste år bød på store omvæltninger for Karsten Ree.

Han trådte et skridt tilbage fra forretningsverdenen og blev skilt efter ni års ægteskab med mediepersonligheden Janni Ree.

Men også i år byder på en stor milepæl for erhvervsmanden, når han onsdag den 2. juli fylder 80 år.

Skilsmissen med Janni Ree er ikke gået stille for sig.

Det kulørte par har igennem årene oplevet stor interesse fra tabloidpressen, ligesom det i en periode havde sit eget realityshow.

I kølvandet på skilsmissen har de blandt andet været i strid over en bog, som Janni Ree udgav.

En af Danmarks rigeste personer

Nogle måneder før skilsmissen trådte rigmanden sidste år tilbage som bestyrelsesformand for sin milliardkoncern og overlod ansvaret til sine tre sønner.

“Det er et godt og rigtigt tidspunkt for mig til at træde et skridt tilbage og følge lidt mere med fra sidelinjen,” sagde han i den forbindelse til Finans.

Fremover skal Karsten Ree blot orienteres, når der foretages investeringer.

Rees formue blev for alvor grundlagt i 2008, da han solgte sit livsværk, Den Blå Avis, til amerikanske eBay for 2,1 milliarder kroner. Med et var han en af Danmarks rigeste personer.

Inden da blev han kendt i offentligheden for et usædvanligt undervandseventyr.

Karsten Ree brugte i 1993 over 23 millioner kroner på at hæve den tyske ubåd U-534 fra bunden af havet i håbet om at finde en skat. Den fandt han ikke.

Han har også gjort sig bemærket ved at opkøbe Ebeltoft Zoo og Safari, der nu hedder Ree Park, ligesom han i mange år sponsorerede racersport og blandt andet havde en bil med i 24-timers-løbet i Le Mans.

Formue på 3,5 milliarder kroner

Han var et smut forbi rejsebranchen i 2008 med et forsøg på at redde det konkursramte flyselskab Sterling. Det lykkedes ikke.

Heller ikke Amagerbanken skulle vise sig at blive en god forretning for milliardæren, som nåede at bruge mange millioner på at redde banken fra konkurs, inden finanskrisen alligevel tog livet af den.

Karsten Ree har de senere år oplevet en markant formuenedgang efter generationsskiftet og flere risikofyldte investeringer, skrev Ekstra Bladet sidste år.

Flere erhvervsmedier offentliggjorde i 2020 hans formue til 3,5 milliarder kroner.

Sidste år sagde han i et interview, at formuen nu er nede på to milliarder kroner. Han er ikke længere at finde på listen over de 100 rigeste danskere.

Karsten Ree er far til fire.

Først publiceret: 2. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret 2. juli 2025 kl. 7:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og