Mange pårørende føler sig pressede: Her kan du få hjælp

Mange danskere tager sig dagligt af en syg eller svækket pårørende. Selvom det kan føles meningsfuldt, kan det også være fysisk og psykisk belastende. Heldigvis findes der flere steder, hvor du kan få hjælp og støtte.

Det kan være en stor opgave at være pårørende, men du behøver ikke stå alene.

Næsten halvdelen af danskerne er pårørende til en syg ven eller et familiemedlem.

De hjælper med alt fra praktiske gøremål til kontakt med sundhedsvæsenet.

En ny undersøgelse fra Danske Patienter, VIVE og Trygfonden viser, at mange pårørende føler, de gør en positiv forskel, men samtidig oplever de også, at det kan gå ud over deres eget helbred og sociale liv.

Hvis du er pårørende til en person med en fysisk eller psykisk sygdom, er der heldigvis flere muligheder for at få støtte, så du ikke står alene med byrden.

Patientforeninger tilbyder rådgivning

Mange patientforeninger har særlige tilbud til pårørende.

Ofte kræver det medlemskab, men til gengæld får du adgang til professionel rådgivning, fællesskaber og erfaringsudveksling med andre i samme situation.

  • Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis rådgivning via Kræftrådgivningen samt adgang til onlinefællesskabet Cancerforum, hvor du kan dele erfaringer med andre pårørende.
  • Diabetesforeningen har rådgivere, som kan hjælpe dig, hvis du er pårørende til en person med diabetes. De afholder også arrangementer, hvor du kan møde andre pårørende.
  • Hjerteforeningen tilbyder samtaler med pårørende-støtter – personer, der selv har erfaring med at være pårørende til en hjertepatient. De arrangerer også aktiviteter, hvor du kan møde andre i samme situation.

Du kan finde en samlet oversigt over patientforeningernes tilbud på Danske Patienters hjemmeside.

Kommunale tilbud til pårørende

Der findes også kommunale og regionale tilbud, som kan gøre hverdagen lettere for dig som pårørende.

Det varierer fra kommune til kommune, men kan blandt andet omfatte:

  • Samtaleterapi
  • Uddannelse i, hvordan du bedst støtter din pårørende
  • Støttegrupper

Du kan finde information om tilbud i din kommune på sundhed.dk eller ved at kontakte din kommune direkte. Din egen læge kan også hjælpe med at guide dig videre.

Først publiceret: 17. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 17. marts 2025 kl. 9:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og