Kvinde dømmes for at kalde sig læge i radio og på Facebook
34-årig kvinde besvarede over 1000 spørgsmål om coronavirus i gruppe på Facebook under påskud af at være læge.
En kvinde har tilstået, at hun i strid med sandheden udgav sig for at være læge blandt andet i et radioprogram på P4 Midt & Vest.
Også i en gruppe på Facebook optrådte hun som læge, der gav gode råd om coronavirus. Over 1000 spørgsmål besvarede hun i gruppen “Spørg en læge om coronavirus”.
Retten i Viborg har fredag idømt kvinden fængsel i fire måneder. Straffen er gjort betinget. Hun skal altså ikke afsone. I stedet er hun underlagt tilsyn af Kriminalforsorgen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden, der er 34 år, er også dømt for at have brugt en læges autorisations-id og NemID til at udskrive medicin til sig selv 250 gange.
Ifølge anklagemyndigheden er der ingen retspraksis for såkaldt uberettiget udøvelse af offentlig myndighed.
– Men jeg mener, vi er landet det rigtige sted, udtaler senioranklager Iben Bøttker i pressemeddelelsen om straffen.
Sagen er helt tilbage fra 2021. Blandt andet derfor har retten fundet det forsvarligt at gøre straffen betinget.
Kvindens egen sportskarriere var gået i stå på grund af en skade, og hun brugte en daværende kærestes autorisations-id til at skaffe sig smertestillende medicin. Det har TV Midtvest rapporteret fra et tidligere retsmøde.
/ritzau/
Først publiceret: 27. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 29. januar 2025 kl. 7:27