Dansk skuespiller kåret til spirende stjerne i Berlin
Skuespilleren Besir Zeciri får muligheden for at bevise sit talent over for andre filmfolk i Berlin i februar.
Den dansk-albanske skuespiller Besir Zeciri er blevet valgt til at deltage i filmfestivalen Berlinalens Shooting Star-program.
Det er et fast indslag på den tyske filmfestival, der skal give nye skuespiller muligheden for at markere sig. Hvert år bliver ti skuespiller udvalgt.
Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse. Det er Det Danske Filminstitut, der indstiller en dansk kandidat til talentprogrammet.
Zeciris rolle i spillefilmen “Pigen med nålen” var anledningen til, at han blev valgt som den danske kandidat.
– I sin karriere har han vist, at han kan håndtere følelser på en helt særlig og kraftfuld måde. En alsidig skuespiller, der mestrer mange forskellige ting på mange forskellige måder, sagde udvælgelsesjuryen bag Shooting Star om skuespilleren for at begrunde deres valg.
På det sociale medie Instagram udtrykker skuespilleren sin glæde over at blive valgt.
– En drøm gik i opfyldelse. Jeg er stolt af at repræsentere Danmark, skriver han i et opslag.
Her takker han blandt andet Det Danske Filminstitut, sin familie og alle, som medvirkede i “Pigen med nålen”.
De spirende skuespillere skal blandt andet på den røde løber, deltage i pressemøder, middage, gallafester og efterfester. Derudover får de mulighed for at møde castere, producere og andre filmfolk.
Lige nu er skuespilleren aktuel i filmen “Vejen hjem”, der kan ses i danske biografer.
Tidligere har han spillet med i Jeanette Nordahls debutfilm, “Kød & blod”, som blandt andet blev vist på Berlinalen i 2020.
Derudover vakte han opsigt i DR-serien “Fredløs”. For sin rolle i serien modtog han i 2022 den danske filmpris Robert-prisen.
Shooting Star-programmet bliver arrangeret af netværket European Film Promotion, som består af 38 medlemslande.
Landene kan hver udvælge en kandidat til programmet.
Herefter udvælger en international jury de ti skuespillere, der må deltage.
Berlinalen, som er en årlige filmfestival for internationale film i Berlin, afholdes næste gang den 13. til 23. februar 2025.
I 2025 er det 75. gang, at festivalen afholdes.
/ritzau/
Først publiceret: 11. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 11. december 2024 kl. 12:16