Bilist er sigtet for vanvidsbilisme efter to ulykker

Anholdelse af mand, der natten til søndag alkoholpåvirket var involveret i to ulykker, opretholdes i tre døgn.

En 30-årig mand, der natten til søndag var involveret i to ulykker i Aarhus, blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i politikredsens døgnrapport.

Manden er sigtet for vanvidskørsel, skriver politiet.

Ifølge Århus Stiftstidende valgte Retten i Aarhus at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn.

I døgnrapporten oplyses det, at politiet modtog et opkald omkring klokken 03.00 om et uheld i krydset mellem Paludan Müllers Vej og Hasle Ringvej i Aarhus.

Her blev det oplyst, at en personbil havde påkørt to cyklister, og personbilen var efterfølgende kørt fra stedet.

En kvindelig cyklist pådrog sig alvorlige kvæstelser og er søndag fortsat i kritisk tilstand. En 23-årig mandlig cyklist var ligeledes blevet ramt af personbilen, men kun lettere tilskadekommen.

Begge blev bragt til Skejby Sygehus.

Ikke længe efter modtog politiet endnu et opkald. Her forlød det, at en personbil havde påkørt et lyssignal ikke så langt fra det andet gerningssted.

– En politipatrulje blev sendt til stedet, og det kunne hurtigt konstateres, at føreren af personbilen var påvirket af alkohol, står der i døgnrapporten.

Politiet kunne efterfølgende fastlægge, at det var samme fører, der havde været involveret i begge ulykker.

Før grundlovsforhøret havde politiet ikke yderligere oplysninger, lød det i døgnrapporten.

I retten fortalte den 30-årige ifølge Århus Stiftstidende, at han ikke husker at have ramt de to cyklister.

Når en mistænkt fremstilles i grundlovsforhør, sker det med henblik på varetægtsfængsling.

Når retten vælger at opretholde anholdelsen af manden, giver det politiet mulighed for at lave yderligere afhøringer og undersøgelser, der kan føre til varetægtsfængsling ved sagens næste retsmøde.

Den 30-årige nægter sig skyldig.

/ritzau/

Først publiceret: 8. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 8. december 2024 kl. 19:52