Tre sigtet for hærværk: Hældte maling på maleri på museum
Statens Museum for Kunst i København har søndag anmeldt hærværk mod et maleri på museet.
Et maleri på Statens Museum for Kunst er søndag blevet overhældt med en maling-lignende væske.
Det oplyser Jonathan Wald, der er vagtchef i Københavns Politi.
Tre personer, der mistænkes for at stå bag, er blevet anholdt og sigtet for hærværk.
Vagtchefen oplyser, at de ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør, men at de vil blive løsladt.
De tre sigtede er i midten af 20’erne.
Det var Statens Museum for Kunst, der anmeldte hærværket til Københavns Politi 12.25.
TV 2 Kosmopol skriver, at det er aktivister, der har overhældt maleriet med maling, og at der er tale om maleriet “Woman in a Chemise” af André Derain.
Billedet er malet i 1906.
På et billede på TV 2 Kosmopols hjemmeside kan man se to personer med T-shirts, hvor der står Nødbremsen på.
Nødbremsen er en gruppe, der opererer under parolen “Drop de nye motorveje”.
På Nødbremsens hjemmeside fremgår det, at personer fra Nødbremsen søndag har kastet maling på maleriet på Statens Museum for Kunst.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er ikke imponeret over det, der er sket på Statens Museum for Kunst. Han kalder personerne, som har hældt maling på maleriet, for “fladpander”.
– Jeg håber meget, at værket er uskadt. Klimakampen er vigtigere end nogensinde, men at bade vores kulturarv i industriproduceret maling gør intet godt for kloden, skriver han på X.
Værket var bag glas på udstillingen. Søndag eftermiddag er det blevet besigtiget af en konservator, som har konstateret, at der ikke er sket skader på lærredet.
Det fortæller museumsdirektør Astrid la Cour til TV 2.
Men billedrammen er til gengæld blevet ramt af maling, og det er også en del af værket ifølge direktøren.
Ritzau har spurgt museumsdirektøren, hvad hun synes om, at museets udstilling bliver brugt af udefrakommende til et politisk formål.
– Det ser vi med stor alvor på. Klimadagsordenen er vigtig. Og vi arbejder målrettet med den grønne omstilling på SMK.
– Som museum er en af vores vigtigste opgaver at passe på kunsten for at sikre fremtidige generationers adgang til vores fælles kulturarv.
– Derfor beskytter vi kunsten mod alt som tyveri, klimaforandringer, brand, aktivisme og hærværk, meddeler hun Ritzau i et skriftligt svar.
Statens Museum for Kunst skriver søndag følgende på sin hjemmeside:
– Dele af vores franske samling er i øjeblikket lukket for publikum, da vi desværre har oplevet hærværk på et af vores hovedværker, Andre Derains “Kvinde i chemise” (1906).
– Værket er blevet overhældt med maling.
/ritzau/
Først publiceret: 2. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 2. december 2024 kl. 7:27