Keld Heick får nu livslang ydelse fra fond
Statens Kunstfond belønner hitmageren for hans musikalske arv med pengeydelse.
Den kendte musiker og sangskriver Keld Heick er blevet tildelt Statens Kunstfonds livslange hæder.
Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Heick får hæderen, som også medfører en ydelse, fordi hans “melodier og tekster skaber glæde, genkendelse og fællesskab,” lyder det.
Så stor er ydelsen
Hæderen gælder for resten af livet, men størrelsen af den tilknyttede pengeydelse afhænger af modtagerens indkomst.
Statens Kunstfond oplyser, at det maksimale beløb 186.000 kroner årligt før skat.
Hvis modtagerens skattepligtige indkomst overstiger 461.000 kroner om året, udbetales der ingen ydelse.
Statens Kunstfond skriver på sin hjemmeside, at hædersydelserne uddeles af Kunstfondens Repræsentantskab.
De er baseret på indstillinger fra legatudvalgene inden for områderne, der blandt andet omhandler scenekunst, musik, og kunsthåndværk.
Keld Heick har sammen med sin hustru, Hilda Heick, rejst rundt i landet og optrådt siden begyndelsen af 1980’erne.
De har gjort sig meget i dansktop- og schlagergenren samt skrevet tekster til flere sange, der har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix.
Blandt andet har Keld Heick skrevet teksten til sange som “Krøller eller ej” og “Hip hurra det’ min fødselsdag”.
Keld og Hilda, der blev gift i 1968, er forældre til den kendte tv-vært, Annette Heick.
Derfor valgte de ham
De mange sangtekster fra Keld Heicks hånd er også en af grundene til hæderen.
“Heick griber de små og nære historier fra hverdagen – fortællinger om kærligheden, om ægteskabet, om barndommen og om fællesskabet.”
“Heick formår, som for eksempel i ‘Under Stjernerne på Himlen’ på sin altid genkendelige måde at bevæge mennesker og bringe dem sammen,” skriver fonden som begrundelse for tildelingen til Heick.
Først publiceret: 29. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. november 2024 kl. 8:47