Landsret giver dømt dement rabat på sagsomkostninger
74-årig dement mand overfaldt 99-årig medbeboer på plejehjem. Landsret giver nu rabat på sagsomkostninger.
En 74-årig dement mand skal kun betale en mindre del af det beløb, som han sidst i oktober blev dømt til, da Retten i Kolding dømte ham for at være skyld i en 99-årig kvindes død.
Det ligger fast efter afgørelser dels fra Vestre Landsret og dels fra mandens forsikringsselskab, oplyser advokat Anja Hedegaard Nielsen til Ritzau efter aftale med mandens familie.
Manden blev 29. oktober dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, fordi han på sit plejehjem havde udsat en 99-årig medbeboer beboer for grov vold, så hun efterfølgende mistede livet.
Han blev desuden dømt til at betale sagens omkostninger – det beløb er endnu ikke opgjort.
I byretten talte 2 ud af i alt 12 stemmer for, at han kun skulle betale halvdelen af sagens omkostninger. Det er en mulighed, som retten har i særlige tilfælde. Men flertallet stemte for, at han skulle betale det fulde beløb, og sådan blev det.
Den del af sagen blev anket til Vestre Landsret, og her er man nået frem til det modsatte resultat, oplyser Anja Hedegaard Nielsen, som anslår, at de samlede sagsomkostninger måske løber op i omegnen af 80.000 kroner.
Landsretten har i afgørelsen lagt vægt på, at manden var stærkt dement, og derfor skal han kun betale halvdelen af det endnu ikke opgjorte beløb.
Retten i Kolding dømte desuden den 74-årige mand til at betale for udgifter til begravelse af den 99-årige. Han blev derudover dømt til at betale 40.000 til hvert af den 99-åriges to børn. Sammenlagt løber erstatningsbeløbet op i 127.565 kroner.
Mandens forsikringsselskab har imidlertid indvilget i at betale erstatningen, oplyser Anja Hedegaard Nielsen.
Sagen fra Kolding har fået Alzheimerforeningen til at henvende sig til Folketingets retsudvalg. Foreningen mener, at sagen som udgangspunkt mundede ud i en forkert afgørelse.
Foreningen henviser til, at to læger havde anbefalet anbringelse på et beskyttet plejehjem – det var også påstanden fra forsvarsadvokaten under straffesagen. Men domstolen valgte at følge en indstilling fra Retslægerådet om anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
– Vi er meget bekymrede over, at Retslægerådet på den måde negligerer den lægefaglige indsigt i demenssygdom og den demensfaglige ekspertise, skriver foreningen.
Synspunktet er, at en psykiatrisk afdeling ikke er rustet til at håndtere personer med demens.
/ritzau/
Først publiceret: 28. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 28. november 2024 kl. 13:48