Livet i danske farvande trues fortsat af iltsvind på rekordniveau
Iltsvindet i danske farvande vil blive reduceret "markant" i løbet af den kommende måned, forventer forskere.
De danske farvande er fortsat under hårdt pres med iltsvind på et areal svarende til Lolland-Falster og Bornholm tilsammen.
Dermed er iltsvindet fortsat på et rekordhøjt niveau, viser den nye iltsvindsrapport fra Ecoscience, DCE, ved Aarhus Universitet, som er offentliggjort fredag.
Arealet med iltsvind i oktober var fem til syv gange større end i samme måned i de seneste tre år, lyder det.
Der har i mange områder slet ikke været nogen ilt til bundlevende dyr og planter, ligesom der er blevet frigivet giftig svovlbrinte fra bunden af havet.
Det ser værst ud i blandt andet Mariager Fjord, det sydlige Lillebælt og tilstødende sydøstjyske fjorde.
Samtidig var der moderat iltsvind i Bælthavet nord for Fyn og i Aarhus Bugt.
I store dele af den centrale og sydlige del af Kattegat samt Storebælt og Øresund var iltindholdet lavt i oktober, men over grænsen for iltsvind.
Forskere bag rapporten forventer, at iltsvindet i løbet af den kommende måned vil blive reduceret “markant” som følge af blæst og faldende temperaturer.
Den nyeste rapport er en status over udviklingen og udbredelsen af iltsvind fra 26. september til 30. oktober.
I en tidligere rapport, der blev udgivet i starten af oktober, lød det, at iltsvindet i september var det værste i 22 år – kun overgået af rekordåret 2002.
Iltsvindet havde ramt store områder med et samlet areal større end Sjælland og Fyn tilsammen, og der var en forøgelse på næsten 50 procent sammenlignet med samme tid sidste år.
Det er typisk i september, at iltsvindet er værst på året.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) mente i den forbindelse, at de dårlige tilstande var helt uacceptable.
De politiske forhandlinger om den grønne trepart er i fuld gang.
/ritzau/
Først publiceret: 11. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 11. november 2024 kl. 14:35