Fordele og ulemper ved tidlig eller sen pension
Guiden giver dig svar på, hvor skoen kan komme til at trykker hvis du vælger at gå tidligt eller sent på pension. Samtidig kaster den lys over fordelene.
Det kan være svært at beslutte, hvornår det er bedst at gå på pension.
Valget mellem tidlig pension eller at blive lidt længere på arbejdsmarkedet har stor betydning for din økonomi – både på kort og lang sigt.
Herunder kan du se på ulemper og fordele ved at gå på pension tidligt eller sent, så du kan finde den bedste løsning for dig og din økonomi.
Du kan samtidig også få mere information om netop dette emne på vores side SeniorKlar.dk.
Fordele ved tidlig pension
At gå tidligt på pension kan være en drøm for mange. Her er nogle af fordelene:
- Mere tid til fritid og interesser: Med tidlig pension får du flere år til at nyde livet uden arbejdsforpligtelser. Det giver tid til at rejse, dyrke hobbyer, tilbringe tid med familien og engagere dig i frivilligt arbejde.
- Arne-pension kan være en mulighed: Hvis du har haft et langt arbejdsliv med mange år på arbejdsmarkedet, kan du måske benytte dig af Arne-pensionen. Den giver mulighed for at gå tidligere på pension, hvis du har arbejdet i mindst 42 år, og din alder og helbred opfylder de gældende krav. Husk, at fra 2026 vil anciennitetskravet stige til 43 år.
Ulemper ved tidlig pension
Der er dog også flere ulemper ved at trække sig tilbage før tid:
- Lavere pension: Din pensionsopsparing skal strække sig over flere år, hvilket ofte betyder mindre udbetaling hver måned. Du vil have færre indbetalingsår og samtidig flere år, hvor opsparingen skal fordeles.
- Afhængig af opsparing: Hvis du går tidligt på pension, skal du ofte klare dig uden folkepension i de første år, medmindre du vælger delpension eller efterløn. Det betyder, at du i højere grad er afhængig af din private opsparing.
- Højere skat: Hvis du får udbetalt ratepension eller livrenter tidligt, kan det føre til højere skat, fordi udbetalingerne fordeles over flere år. Det er vigtigt at tage højde for dette i din planlægning.
Fordele ved sen pension
Hvis du vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, kan det have flere økonomiske og sundhedsmæssige fordele:
- Større opsparing: Hver måned, du bliver længere på arbejdsmarkedet, betyder ekstra indbetalinger til din pension. Dette kan resultere i en større samlet opsparing, som giver dig flere penge at leve for, når du endelig trækker dig tilbage.
- Højere folkepension: Hvis du udsætter din folkepension, vil du ofte få en højere månedlig udbetaling, når du endelig vælger at gå på pension. Det skyldes, at din pension bliver fordelt over færre år, hvilket giver en større udbetaling hver måned.
- Bevar struktur og sociale relationer: For nogle ældre kan det være gavnligt at blive på arbejdsmarkedet længere, da det giver daglig struktur og sociale relationer, som mange sætter pris på.
Ulemper ved sen pension
Selvom der er økonomiske fordele ved at udskyde pensionen, er der også nogle ulemper:
- Mindre tid til at nyde pensionistlivet: Hvis du venter for længe med at gå på pension, kan du have færre aktive år til at nyde friheden. Helbredet kan ændre sig, og energien til at rejse eller engagere dig i aktiviteter kan være mindre, jo ældre du bliver.
- Arbejdspres: For nogle kan det føles tungt at blive på arbejdsmarkedet, især hvis arbejdsmiljøet er for eksempel er fysisk krævende. Det er vigtigt at afveje arbejdspresset op imod de økonomiske fordele.
Først publiceret: 6. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 19. november 2024 kl. 9:27