Undsluppen lemur er fanget igen efter tre døgn

En lemur slap ud af Aalborg Zoo lørdag. Nu er den ifølge TV2 Nord fundet på en villavej i Aalborg.

En lemur, der har været på fri fod i Aalborg i næsten tre døgn, er blevet fanget.

Det skriver TV2 Nord, der har delt billeder af lemuren i en carport på Magnoliavej i Aalborg.

Lemuren slap ud af Aalborg Zoo lørdag ved middagstid.

Ifølge TV2 Nord var det en hundelufter, der spottede lemuren og kontaktede Aalborg Zoo, der har hentet den.

Billeder viser også, at lemuren er fanget i en transportkasse.

Helle Justesen, der er kommunikationsansvarlig i Aalborg Zoo, fortæller til Nordjyske, at man lokkede lemuren med en banan.

– Vi blev kontaktet, og så rykkede dyrepasserne ud i bil med bananer og transportkasse. Det var ikke nødvendigt at bruge net – de fik den lokket ind i kassen med en banan, siger hun til mediet.

Lemuren stak formentlig af, fordi den ikke var faldet til i anlægget. Det sagde Louise Møller Boye, chefdyrepasser i Aalborg Zoo, mandag til Ritzau.

– Der er et hierarki og en flokstruktur. Han er nok ikke helt på plads i hierarkiet endnu, og vi tænker, at det, der er sket, er, at han er blevet presset af vores alfahun, sagde hun.

Her oplyste hun også, at man siden lemurens flugt havde modtaget 20 til 30 henvendelser om det undslupne dyr.

Aalborg Zoo var i dagene, hvor lemuren var på fri fod, ude og advare mod, at man tog kontakt til lemuren, hvis man så den.

Lemurer har nemlig skarpe tænder og kan i pressede situationer finde på at bide fra sig.

Det er ikke første gang, at et dyr er sluppet ud af Aalborg Zoo.

I 1971 stak en sort panter af fra sit anlæg og var løs i Aalborg i mere end et døgn.

Den blev fundet, da en borger åbnede en dør i en opgang og så den sorte panter ligge og sove foran døren.

Panteren blev efterfølgende skudt. I dag kan man se den i Aalborg Zoo, hvor den er udstoppet.

Både chimpanser, en slange og en tukan er tidligere også stukket af fra deres anlæg i Aalborg Zoo.

/ritzau/

Først publiceret: 15. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret 15. oktober 2024 kl. 14:00