MobilePay får ny funktion
Det bliver nu muligt at modtage og overfører penge fra mange flere end hidtil.
Det er nu muligt at sende penge med MobilePay til personer i Sverige.
Dermed kan de fire nordiske lande Danmark, Norge, Sverige og Finland sende penge frem og tilbage over landegrænserne via enten MobilePay eller søsterappen Vipps.
Det oplyser selskabet Vipps MobilePay, der står bag betalingsløsningen, i en pressemeddelelse.
I juni fik man mulighed for at bruge løsningen i Finland og Norge, og nu kommer også Sverige altså med.
I Finland bruger man også MobilePay ligesom i Danmark, mens Vipps bliver brugt af nordmændene og nu også Sverige.
Man vil blive afkrævet et gebyr på fire procent af det samlede beløb, der skal sendes over en landegrænse.
16 kroner i gebyr per transaktion
På grund af lanceringen i Sverige sænkes prisen dog fra fire til to procent indtil udgangen af oktober.
Dertil kan komme et valutatillæg fra egen bank.
Det svarer til det, man bliver mødt af, når man bruger sit dankort i udlandet.
Børsen skriver, at en typisk MobilePay-transaktion mellem danskere er 400 kroner.
Det giver MobilePay 16 kroner i gebyr per transaktion.
MobilePay ønsker ikke at oplyse til Børsen, hvad den typiske transaktion over landegrænser er.
Det koster ifølge Børsen 50 kroner hos de fleste banker at lave en international overførsel via Iban eller Swift.
Mens Swift-adressen fortæller, hvilken bank du er kunde i, er Iban-nummeret den internationale måde at skrive dit kontonummer på.
Til gengæld er det gratis at modtage penge.
Vil lancere flere funktioner
Vipps og MobilePay har til sammen omkring 12 millioner brugere i Danmark, Norge og Finland.
Landechef Anette Bøje kalder det i pressemeddelelsen “en milepæl” at få Sverige med.
“Siden MobilePay og Vipps slog sig sammen, har vi drømt om at få alle de nordiske lande med i en enkel og nem app, som alle kan finde ud af at bruge.”
“Nu har vi det perfekte udgangspunkt for at lancere nye funktioner, som fire lande kan få glæde af,” udtaler Anette Bøje.
MobilePay og Vipps slog sig sammen i 2022, og i marts i år flyttede man alle brugere over til samme platform.
Selv om farverne er lidt forskellige, er funktionerne stort set ens.
Først publiceret: 1. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. oktober 2024 kl. 13:43