Regeringen vil give danskere lov til at købe medicin uden for EU
Forslag om at tillade køb af medicin uden for EU skal bidrage til spareøvelse i ministerie, skriver avis.
Det skal være muligt for danske borgere at købe medicin fra lande uden for EU.
Det foreslår regeringen, som dermed vil afskaffe de nuværende regler på området. Det skriver Berlingske.
Forslaget, der er et af i alt ti initiativer, er en del af målsætningen om, at der skal være færre ansatte i staten. I 2025 skal ministerierne skære samlet 1000 årsværk fra.
Det kom senest frem i forbindelse med finanslovsforslaget.
De ti initiativer skal isoleret set være med til at spare 49 årsværk i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skriver avisen.
Det bliver ikke konkretiseret, hvordan forslaget om medicin helt præcist skal bidrage til spareøvelsen.
Flere parter kritiserer dog regeringens ønske og påpeger, at det bliver svært for forbrugerne at være sikre på kvaliteten af den medicin, de køber fra lande uden for EU.
Kritikken kommer dels fra Jon Thor Trærup Andersen, der er professor i klinisk farmakologi ved Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital.
– Hvis man liberaliserer det her område, giver det mulighed for, at patienterne eller køberne udsætter sig selv for større risiko ved at købe lægemidler af ukendt beskaffenhed.
– Det, ved vi, er et problem rundt omkring i verden, hvor man kæmper med falsk medicin, siger han til Berlingske.
Han møder opbakning fra både Lif, der er brancheorganisation for danske og udenlandske lægemiddelvirksomheder i Danmark, og Apotekerforeningen.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) mener ikke, at det er muligt at forhindre forbrugerne i at gå på indkøb hos udenlandske medicinhjemmesider.
Hun vil dog holde fast i de nuværende anbefalinger om, at man bør købe sin medicin i Danmark. Og så skal man altid sikre sig, at både medicinen og den butik, man eventuelt køber det fra, er godkendt.
Hvis det handler om receptpligtig medicin, skal man altid gå til sin læge først, lyder det videre fra ministeren.
/ritzau/
Først publiceret: 25. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 25. september 2024 kl. 14:57