155 millioner gammelt dinosaurskelet udstilles i safaripark
Skelet fra en langhalsedinosaur opsættes i Knuthenborg Safaripark. Det var kortvarigt forsvundet i posten.
Et dinosaurskelet fra en 13 meter lang langhals, kaldet Camarasaurus Grandis, bliver torsdag sat op på Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark.
Det skriver Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse.
Skelettet, som er blevet sendt fra USA, var tidligere på ugen kortvarigt forsvundet i posten, men blev tirsdag fundet i god behold.
– Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, men så bliver man jo også meget lettet, når det lykkedes, fortæller direktør for Knuthenborg Safaripark og Evolutionsmuseet, Christoffer Knuth, til Ritzau.
De mange kasser med knogler fra dinosauren forsvandt kortvarigt mellem Zürich i Schweiz og København.
Skelettet er mellem 145 og 155 millioner år gammelt og er blandt de tre mest intakte langhalseskeletter i verden, skriver safariparken i pressemeddelelsen.
– Det er så fantastisk, at vi har kunnet få den til Danmark, for det er ikke noget, vi normalt har i Skandinavien, siger Christoffer Knuth.
Langhalseskelettet består af 97 procent ægte knogler, og ifølge Christoffer Knuth er der en særlig grund til, at skelettet er så velbevaret.
– Da den døde har den lagt sig i et vandbaseret miljø. Det vil sige, at den ikke er blevet ædt af ådsler, fordi den er sunket til bunds, formentlig i en å.
– Derefter er den blevet dækket til af mudder, og så har den ligger der – fuldstændig som den døde – i omkring 150 millioner år, fortæller han.
Efter den blev fundet har forskere brugt cirka fire år på at sætte den i stand. I processen har forskerne blandt andet skilt knoglerne fra sten på en så forsigtig måde, at knoglerne ikke er splintret.
Evolutionsmuseet åbnede i sommeren 2022 og består af en samling unikke og ægte fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr.
I samlingen er også skelettet fra allosauren “Big Joe”, som var en ni meter lang og halvandet ton tung kødæder, der levede for 155 millioner år siden.
/ritzau/
Først publiceret: 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. juli 2024 kl. 7:19