Køligere og mere ustadigt vejr rammer denne uge Danmark
Vil man ud og nyde solen i denne uge, er chancerne størst mandag eftermiddag. Ugen byder på regn og byger.
Det er ikke endnu en uge med sommervejr, som Danmark i dag tager hul på.
Vejret vil i stedet te sig ustadigt, og der kommer perioder med både regn og byger.
Det ser faktisk ud til, at man skal bladre kalenderen mere en uge frem, hvis man igen vil have udsigt til stabil sol.
Det siger Hans Peter Wandler, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt mandag morgen.
– Det kan godt være, at den her uge starter pænt ud for de fleste mandag, men det bliver en uge med ganske ustadigt vejr, siger han.
Ugen skydes mandag for de fleste i gang med skyet vejr og enkelte byger, der driver op over landet fra syd.
I løbet af dagen trækker bygerne, der også giver risiko for torden, så langsomt østover, inden en opklaring breder sig fra sydvest.
Det vil i løbet af eftermiddagen resultere i nogen eller en del sol til de fleste – ud over Bornholm, som opklaringen ikke når til, og som i stedet holder fast i bygerne.
Ser man frem mod tirsdag, aner man endnu en våd dag, hvor Danmark skal have besøg af et nyt frontsystem. Det vil give regn og byger til stort set hele landet.
– Onsdag og torsdag fortsætter det i det samme spor med perioder med regn og byger, siger Hans Peter Wandler.
Temperaturmæssigt vil Danmark denne uge også ligge en smule køligere, end vi i løbet af den seneste tid har vænnet os til.
Man skal ugen igennem regne med 19-20 grader som maksimum, oplyser han.
Fredag kan temperaturen snige sig op på 21 grader, men også dette bliver en “blandet dag” med lidt eller nogen sol og lokale byger.
– Det kan i løbet af ugen være, at det den ene dag regner i det jyske, imens man længere mød øst går fri, men så bytter det igen, siger Hans Peter Wandler.
Overordnet set ser det ud til, at det er mandag eftermiddag, man skal satse på, hvis man vil ud og nyde solen, siger meteorologen.
– Ellers skal vi nok helt frem mod næste uges weekend, før der igen kommer lidt bedre solchancer og stigende temperaturer.
/ritzau/
Først publiceret: 27. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 27. maj 2024 kl. 7:13