Advarsel: Farligt råd deles på Facebook
Et velment hosteråd under hjerteanfald florerer på Facebook, men du må endelig ikke tage det for gode varer, advarer ekspert.
Det flyder nærmest over med gode råd på de sociale medier, men man skal passe på med at følge dem blindt.
Ikke alle råd er nemlig gode for dig, selvom det kan virke sådan til at starte med.
Et godt eksempel er et kædebrev om hjertestop, som har cirkuleret i mindst 20 år på internettet, hvor der bliver fortalt, hvad man skal stille op, hvis man pludselig skulle gå hen og få et hjertestop, og man er alene.
Du kan hjælpe dig selv ved at hoste gentagne gange og meget stærkt, lyder det i opslaget, som fortsætter med en opfordring til at dele rådet for at redde liv.
Det skal du IKKE gøre
Men hvad skal hoste gøre godt for?
Hvis man skal tro på Facebook-opslaget, giver dyb vejrtrækning dig ilt i lungerne, og hostebevægelserne styrker hjertet og blodcirkulationen. Trykket på hjertet hjælper også med at genoprette normal hjerteslag.
Det er bare ikke sådan, det forholder sig i virkeligheden.
Det er faktisk decideret livsfarligt at følge dette råd, hvis du får et hjertestop, advarer Toni Mathiasen, der er instruktør hos Dansk Førstehjælpsråd.
“Det er dybest set potentielt skadeligt for overlevelsen og ideen med at forsøge bilkørsel med en blodprop i hjertet udgør en alvorlig fare for andre,” siger han.
“Hoste kan hverken forhindre eller behandle et hjerteanfald (blodprop).”
I stedet skal man søge behandling hurtigst muligt, da hjerteanfaldet kan udvikle sig til hjertestop.
Se opslaget herunder
Er du stødt på dette råd på de sociale medier?
Først publiceret: 17. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 17. januar 2024 kl. 13:12