Fordomme om seniorer fører til tidlige pensioneringer

Mange seniorer går på pension tidligt, fordi de ofte er bange for, at deres kolleger synes, de er faldet af på den og blevet uproduktive.

Seniormedarbejdere er ofte bange for, at deres kolleger synes, de er faldet af på den og blevet uproduktive – hvilket er udbredte fordomme om ældre medarbejdere. Og den usikkerhed får mange til at gå på pension tidligt.

Uproduktive, ufleksible og umotiverede. Det er nogle af de mest udbredte fordomme om seniormedarbejdere.

Selvom fordommene ikke har hold i virkeligheden, påvirker de alligevel mange ældre medarbejderes selvopfattelse og deres status på arbejdspladsen.

Faktisk er de en del af forklaringen bag, hvorfor mange seniorer vælger at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, end de ellers ville have gjort.

En kombination af to ting

“De seniormedarbejdere, vi har interviewet, mener, at de har de rette kompetencer, og deres kolleger synes for det meste også, at de bidrager positivt til opgaveløsningen,” siger lektor Aske Juul Lassen fra Københavns Universitet.

“Det behøver derfor ikke at have noget at gøre med, hvad kollegerne synes om den ældre medarbejder, men handler ofte om, hvad seniormedarbejderen tror, at kollegerne tænker om hende eller ham.”

Han uddyber:

“Når man kombinerer den mekanisme med frygt for at blive dårligere til sit arbejde med alderen, bliver usikkerheden så stor, at den desværre fører til tidlig pensionering for mange.”

Aske Juul Lassen og hans kolleger har interviewet 92 seniormedarbejdere, ledere, tillidsrepræsentanter og HR-medarbejdere i otte forskellige virksomheder.

Her kan du læse studiet The worn-out syndrome: Uncertainties in late working life triggering retirement decisions i tidsskriftet PLOS ONE.

Først publiceret: 1. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 31. marts 2023 kl. 13:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og