Gratis flybilletter skal lokke turister til millionby

Efter tre års nedlukning udlodder Hong Kong 500.000 gratis flybilletter i et forsøg på at få turisterne tilbage til byen.

Kampagnen kommer i kølvandet på tre års nedlukning.

Går du og overvejer, hvor din næste ferie skal gå hen, så læs med her.

Regeringen i Hong Kong har nemlig lanceret en kampagne, hvor de giver 500.000 gratis flybilletter væk oven på tre år med hårde covid-19-begrænsninger.

Hong Kongs leder, John Lee, forklarer, at byen er åben for turisme:

“Hong Kong er nu forbundet med det kinesiske fastland og hele den internationale verden, og der vil ikke være nogen isolation, ingen karantæne og ingen restriktioner for at opleve … at nyde travlheden i Asiens verdensby,” siger Lee, ifølge Reuters.

Lukket helt ned

Hong Kong fulgte Kinas nul-covid-politik indtil midten af 2022, hvor den gradvist begyndte at droppe sine regler. Inden da var der obligatorisk karantæne på op til tre uger for folk, der ankom til regionen, samt intensiv testning og screening.

I december vinkede man farvel til de sidste covid-regler, men det er stadig obligatorisk at bære masker, medmindre man træner, og daglig kviktest for studerende.

Det fremgår endnu ikke, hvordan uddelingen af de mange gratis flybilletter kommer til at foregå.

Kilde: reuters.dk

Først publiceret: 6. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. februar 2023 kl. 14:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og