8 advarsler: Derfor skal du ikke spise skraldemad
Den økonomiske krise har gjort det populært at hente kasserede fødevarer i supermarkedernes affaldscontainere. Men skraldemad udgør en sundhedsrisiko - og bør ikke spises, advarer Fødevarestyrelsen.
Dårlig økonomi får flere til at rode i supermarkedernes containere for at finde fødevarer, der er smidt ud.
Er du blandt dem, der “skralder” mad – eller får mad, der er hentet i containere – skal du tænke dig om. Fødevarestyrelsen advarer: Der kan være en sundhedsrisiko ved at spise dette madaffald.
“I fødevarelovgivingen er der regler om, hvordan affald skal håndteres og opbevares i fødevarevirksomheder. Kasserede madvarer, der er smidt ud i affaldscontainere, er ikke længere fødevarer efter disse regler. Desuden ender madaffaldet i den samme container som alt andet affald som for eksempel papkasser og glasskår,” lyder det fra Fødevarestyrelsen.
8 advarsler om skraldemad
Der kan nemlig være mange årsager til, at et supermarked eller en anden fødevarevirksomhed har smidt madvarer ud. Blandt dem er:
1. Dato er udløbet
Sidste anvendelsesdato er overskredet, så varen er ulovlig både at sælge og give væk.
2. Ringe standard
Varen lever ikke længere op til butikkens standarder.
3. Varen er forurenet
Varen kan være blevet forurenet enten i butikken eller i affaldscontaineren med fx glasskår, eller fået en anden fysisk eller kemisk påvirkning, som man måske ikke umiddelbart kan se med det blotte øje.
4. Udgør sundhedsfare
Fødevarerne kan være trukket tilbage og kasseret på grund af sundhedsfare.
5. Sygdomsbakterier i kølevarer
Det kan være kølevarer, som har været uden for kølekæden, og som derfor er potentielt sundhedsfarlige. Der er en større risiko ved at skralde kølepligtige fødevarer som kød, fisk og mælk, fordi sygdomsbakterier som salmonella og campylobacter kan vokse ved temperaturer, der er højere end køleskabstemperaturer.
6. Snavs og dyr
Affaldet kan være forurenet af skadedyr, fugle, snavs fra omgivelser med videre.
7. Uegnet til at spise
Varen er på anden måde uegnet til at blive spist.
8. Tiltrækker skadedyr
Efterlader skraldere rester af det kasserede madaffald i containerområdet, er der risiko for at tiltrække skadedyr.
Genbrug før containeren
Fødevarestyrelsen oplyser, at den arbejder for, at der bliver mulighed for i højere grad at genbruge og indsamle mad, før det ender i containeren.
Du kan blandt andet i mange butikker se varer, der er tæt på sidste anvendelses-dato som er sat ned i pris.
Først publiceret: 7. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. januar 2023 kl. 13:58