Ældreminister er åben for at diskutere radikale sosu-ønsker

Hovedsvaret på krisen i ældreplejen er ikke udenlandsk arbejdskraft, mener minister, som gerne vil drøfte det.

Man kommer ikke uden om udenlandsk arbejdskraft, hvis ældreplejen skal opretholdes på et anstændigt niveau, mener De Radikale, og Socialdemokratiet er ikke afvisende for at se på regler, der måtte stå i vejen.

Nøglen til den store forkromede løsnings boks ligger dog ifølge social- og ældreminister Astrid Krag ikke i udenlandske hænder.

– Jeg er åben over for at diskutere forskellige idéer, men jeg mener ikke, at udenlandsk arbejdskraft er hovedsvaret, siger hun.

Det skyldes ifølge ministeren blandt andet, at mange ældre har demens eller andre kognitive svækkelser, og derfor bør social- og sundhedsassistenter være gode til dansk.

Ældreplejen er ikke, mener Astrid Krag, det mest oplagte område til udenlandsk arbejdskraft.

I stedet mener Socialdemokratiet, at man skal løfte løn- og arbejdsvilkår.

– Det store svar, det store greb, handler om at sørge for en ældrepleje, hvor arbejds- og lønvilkår gør, at folk søger faget, og når de er der, at de også bliver der, siger Astrid Krag.

Det er politisk leder hos De Radikale Sofie Carsten Nielsen slet ikke uenig i. Men hun mener, at det er nødvendigt at sætte alle sejl til.

Ældreplejen står ifølge Kommunernes Landsforening (KL) til at mangle 16.000 social- og sundhedsassistenter i 2030.

Disse kan ifølge partiet ikke findes i Danmark. Skulle man lykkes med at tiltrække så mange, vil de bare komme til at mangle andre steder.

Man kommer derfor ifølge De Radikale ikke uden om at få hjælp i udlandet, hvis niveauet i plejen skal fastholdes.

Spørgsmål: Nogle af de grupper, som De Radikale vil have i job, taler flydende dansk. Hvorfor skal de ikke kunne tage disse job?

– Vi kan se rundt omkring i kommunerne, at man faktisk laver de her håndholdte indsatser med for eksempel medfølgende ægtefæller. Så det gør man i dag.

– Men det handler om noget mere grundlæggende i vores velfærdssamfund, siger Astrid Krag.

Ud over højere løn og bedre vilkår handler det ifølge ministeren om, at de ansatte i ældreplejen skal lettes for bureaukrati, så de får mere tid til at hjælpe de ældre.

/ritzau/

Først publiceret: 17. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. oktober 2022 kl. 6:08