Syge og besværede vælgere kan brevstemme fra eget hjem

Man skal sende en ansøgning til sin kommune, hvis man vil have muligheden for at stemme fra sit eget hjem.

Hvis man på grund af manglende førlighed eller sygdom er forhindret i at komme til valgstedet på valgdagen, har man muligheden for at stemme fra sit eget hjem.

Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag. Tidligere onsdag udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) valg, som skal afholdes 1. november.

Ifølge Christine Boeskov, der er valgkonsulent i ministeriet, er brevstemmereglerne et udtryk for, at flest muligt skal have mulighed for at stemme.

– Det kan handle om praktiske hensyn, og så er der dem, som er fysisk forhindret i at komme ned til valgstedet.

– Dem, som eksempelvis er dårligt gående eller sengeliggende, får muligheden for at stemme i eget hjem, siger hun.

Man kan søge om at få lov til at stemme hjemme ved at kontakte sin egen kommune.

Hvis man får lov, vil man blive mødt af to stemmemodtagere i sit hjem på en udvalgt dag. De vil medbringe brevstemmemateriale.

Så skal krydset sættes, og herefter vil stemmemodtagerne tage brevstemmen med tilbage til kommunen, hvor den vil blive lagt i stemmekassen sammen med de øvrige stemmer.

Ansøgningen skal senest sendes torsdag den 20. oktober. Den enkelte kommune kan dog sætte sin egen frist.

Hvis man har et handicap, men alligevel har tænkt sig at søge mod valgstedet på valgdagen, kan man forvente at få stillet hjælpemidler til rådighed.

Som vælger kan man også søge om at blive flyttet til et andet valgsted.

Hjælpemidlerne tæller sorte penne, som kan gøre afkrydsningen tydeligere, ligesom udvalgte valgsteder har hæve-/sænkeborde til borgere i kørestol.

På alle valgsteder vil der også være LED-lamper, hvor man selv kan tilpasse lysstyrke og lysfarve. Og så vil der være et forstørrelsesapparat tilgængeligt.

/ritzau/

Først publiceret: 6. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 6. oktober 2022 kl. 13:10