Alle Fakta-butikker lukker inden årets udgang

Supermarkedskæderne SuperBrugsen og Kvickly bliver samlet i én kæde.

Alle Fakta-butikker lukker inden årets udgang. I stedet vil Coop fokusere på kæden Coop 365discount.

Desuden skal butikkerne SuperBrugsen og Kvickly fusioneres.

Det oplyser administrerende direktør i Coop Kræn Østergaard Nielsen ifølge FødevareWatch.

I første omgang sker sammenlægningen af SuperBrugsen og Kvickly bag linjerne. Kunderne vil altså for nuværende ikke bemærke, at de to kæder bliver lagt sammen.

– Så vi skal ikke ud og skrue skilte ned i næste uge, men vi kommer til at drive det benhårdt som én kæde – eksempelvis med samme sortimentsproces og samme salgsrådgivere, der kommer rundt til butikkerne.

– Og så bliver butikkerne samlet under én kædedirektør, siger Kræn Østergaard Nielsen til FødevareWatch.

Det vides endnu ikke, hvornår sammenlægningen af SuperBrugsen og Kvickly vil resultere i ét brand.

Coop åbnede i 2020 den første Coop 365discount-butik. Siden da er en del Fakta-butikker blevet omdannet til den nye discount-kæde.

Coops vision er, at der ved årets udgang skal være 350 Coop 365discount-butikker.

Enkelte Fakta-butikker vil lukke helt og dermed ikke blive omdannet til en Coop365discount-butik.

Det skyldes, at de pågældende butikker er for små til at kunne indeholde varesortimentet fra den nye kæde.

Ifølge Kræn Østergaard Nielsen er forandringerne nødvendige – især i den situation, som dagligvarebutikkerne befinder sig i for øjeblikket.

– Vi tror på, at en krise giver masser af bøvl, men den giver også masser af muligheder. Og vi vil komme stærkere ud af den her inflationskrise og energikrise, end vi kom ind i den, siger han til FødevareWatch.

Direktøren oplyser også, at der på sigt er en ambition om, at koncernen skal have færre medarbejdere.

Der følger dog ikke en fyringsrunde med de nye tiltag.

/ritzau/

Først publiceret: 13. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. september 2022 kl. 7:05