Ørentviste i boligen og haven – sådan slipper du af med dem
Kravler ørentviste virkelig ind i menneskers ører? Bider de? Er de skadedyr eller nyttedyr? Læs om ørentviste, og hvordan du bekæmper dem.
Kan en ørentvist kravle ind i øret?
En ørentvist kan godt forvilde sig ind i dit øre, men det vil være usandsynligt, og den vil ikke opsøge dit øre.
At ørentvisten skulle være særligt tiltrukket af menneskers ører er en myte, som bland andet lever i kraft af eventyr som H.C. Andersens ’Skarnbassen’, hvor en ørentvistemor fortæller, at hendes søns højeste ønske er at krybe ind i øret på en præst.
Hvad er en ørentvist?
Ørentvisten er et lille brunligt insekt med seks ben og en aflang bagkrop, der ender i en tang. Tangen bruger ørentvisten til forsvar under parring og hos nogle arter til jagt.
Der findes 5 arter af ørentviste i Danmark. De fleste arter æder stort set alle slags planter og dyr, og nogle arter jager også selv.
Hanne og hunnen overvintrer sammen under jorden, hvor de parrer sig. Hannen smides ud af jordhulen om foråret og dør kort tid efter. Hunnen passer herefter æg og senere nymfer og dør selv omkring den tid, hvor ungerne har forladt hulen.
Ørentviste er natdyr og gemmer sig i mørke huler om dagen.
Er ørentviste nyttedyr eller skadedyr?
Ørentviste er både nyttedyr og skadedyr – det kommer an på, hvor de huserer.
Som udgangspunkt betragtes ørentviste dog som vigtige for biodiversiteten i din have og derfor som nyttedyr. Af samme grund skal du som udgangspunkt ikke bekæmpe ørentviste.
Ørentviste æder masser af insekter, som vi betragter som skadelige, for eksempel bladlus, bladlopper, blodlus, spindemider og diverse insektæg. Især på æbletræer kan ørentviste være nyttige, da de hurtigt kan klare en koloni af rød æblebladlus, som ellers er svær at bekæmpe.
På den anden side kan ørentvistes ellers gode egenskaber i æbletræer kan have en slagside, da de kan finde på at gemme sig der, hvor æblerne sidder tæt. Her kan de lægge deres afføring og finde på at gnave i æblerne. Ørentviste kan også være et problem, hvis de går gnaver i plantespirer, salat, eller blomstrende planter som klematis, dahlia og geoginer.
Særligt i drivhuse, hvor der er lunt og ofte mange gemmesteder, kan ørentviste blive et problem.
Bider en ørentvist?
Ørentvisten bruger sin tang for enden af bagkroppen til både forsvar og angreb, men det lille insekt kniber kun mennesker med tangen, hvis den bliver klemt af mennesket. Du kan godt mærke et knib fra ørentvistens tang, men den kan ikke bide hul på dig.
Er ørentvisten giftig?
Nej, ørentviste er ikke giftige. Den såkaldte almindelige ørentvist har stinkkirtler, som den bruger, hvis den føler sig truet. Lugten herfra er grim, men ikke giftig.
Hvordan kommer ørentviste indenfor?
Ørentviste kommer ind i din bolig gennem vinduer, døre, via ventilation og revner.
Ørentviste kommer indenfor, fordi de leder efter mørke skjulesteder til de lyse dagstimer, men de overvintrer og yngler udenfor under jorden.
Ørentviste i postkassen - hvad gør du?
Hvis du har problemer med ørentviste i postkassen, kan du, ligesom i haven, lave en fælde, hvori ørentvisterne vil samles. Herefter kan du tømme fælden et sted, hvor ørentvisterne ikke er til gene.
- Krøl fugtige stykker avis sammen.
- Læg avisstykkerne i postkassen.
- Tjek fælden om morgenen, og tøm den for ørentviste et sted, hvor de ikke er til gene.
Hvornår på året kommer ørentviste indenfor?
Hvis du oplever ørentviste i dit hjem, vil det typisk ske i den sidste del af sommeren, hvor ungerne er udvoksede. Sidst på efteråret vil ørentvisterne søge ud for at gå i vinterhi i jorden.
Hvordan bekæmper du ørentviste i boligen?
Ørentviste besøger kun dit hjem for at finde mørke tilholdssteder enten i eller omkring boligen. Derfor kan du:
- Undgå højt græs ved boligen.
- Undgå kompostbunker og haveaffald ved boligen.
- Pudre soklen med insektpulver mod krybende og kravlende insekter.
- Pensle med giftlak på dørkarme, vinduessprækker og andre sprækker.
Kan du undgå ørentviste i haven?
Som udgangspunkt er ørentviste nyttedyr, der bekæmper skadedyr, du typisk ikke ønsker i haven, og af den grund bør du normalt ikke bekæmpe dem.
Bliver de alligevel en plage i for eksempel dine frugttræer, spirende planter eller blomster, kan du lave fælder, der fanger de levende ørentviste, hvorefter du kan flytte dem til et sted, hvor de ikke er til gene.
Sådan laver du en fælde til ørentviste
- Krøl let fugtede aviser eller lignende sammen.
- Læg de sammenkrøllede aviser på jorden under de planter, der er generet, for eksempel dine blomster.
- Tøm fælderne om dagen, når ørentvisterne har gemt sig aviserne. Tøm dem et sted, hvor ørentvisterne ikke generer.
Bolius - få gratis råd om din bolig
SeniorNews samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.
Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.
Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.
Først publiceret: 30. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 30. august 2022 kl. 10:13