Hjulspor fra Hærvejen skjulte sig under 300 år gammel bygning

Et hold af tyske og danske arkæologer er under en udgravning i Sydslesvig stødt på tidlige rester af Hærvejen.

Under en stor udgravning ved Dannevirke i Sydslesvig har et hold af danske og tyske arkæologer fundet tidlige rester af Hærvejen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danevirke Museum, Museum Sønderjylland og fredningsmyndigheden Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein (ALSH).

Hærvejen er en historisk trafikåre mellem Viborg og Wedel ved Hamburg. I middelalderen blev den kaldt for Oksevejen.

Frauke Witte er arkæolog ved Museum Sønderjylland og daglig leder af udgravningen.

Hun fortæller, at man har gjort mange interessante fund under udgravning. Noget af det mest interessante er dog vejspor fra vogne, der har kørt på Hærvejen.

– Særligt spændende er de vej- og vognspor som fortæller os noget om Oksevejens historie, og hvordan den har udviklet sig igennem tiden.

– De er med til at bekræfte, at man har færdedes lige præcis på det her sted i den tid, de nu bliver dateret til. Vi har ikke den nøjagtige datering endnu, men vi kan sige, at de er mellem 3-800 år gamle, siger hun.

Udgravningen blev indledt den 2. maj og sker i forbindelse med, at der skal opføres et nyt Danevirke Museum. Den er den største, der nogensinde har fundet sted ved Dannevirke.

For at huse museet skulle flere bygninger derfor rives ned. Af den grund skulle der laves arkæologiske undersøgelser, forklarer Frauke Witte.

– Når der skal bygges noget nyt, så skal man være sikker på, at der ikke er nogle arkæologiske fortidsminder, som er i fare for at blive ødelagt, siger hun.

De vognspor, som arkæologerne fandt, lå delvist under de bygninger, der blev revet ned.

Ifølge Frauke Witte kom det som en overraskelse, at der befandt sig velbevarede spor under bygningerne.

– At selve sporene er bevaret, det kunne vi jo ikke regne med, for der har ligget en bygning hen over i de seneste 300 år. Derfor var det spændende og nyt for os, at der var spor, som er bevarede, siger hun.

/ritzau/

Først publiceret: 24. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 25. august 2022 kl. 7:31