Er der udsigt til faldende elpriser?

Elpriserne nærmer sig historiske højder. Ifølge forbrugerøkonom kan prisen stige yderligere.

Der er ikke noget, der tyder på, at vi får billigere elpriser lige med det samme. Tværtimod.

Elpriserne i Danmark er tæt på at nå sit højeste niveau nogensinde.

Data fra elbørsen Nord Pool viser, at priserne kun en gang tidligere – i 2010 – har været højere, end de er i dag. Det skriver Berlingske.

Ifølge Ann Lehmann Erichsen, der er selvstændig forbrugerøkonom, er der ikke udsigt til, at priserne falder.

Hvor meget svinger prisen på el?

Der står ofte en pris for en kWh på din elregning. Det er det beløb, du betaler til elselskabet, og det er en gennemsnitspris.

Faktisk går prisen på el op og ned flere gange dagligt. El bliver handlet, som var det stål, guld eller en anden råvare. Prisen er afhængig af en lang række faktorer, bl.a. prisen på kul, hvor meget det blæser, og hvor stor efterspørgslen er.

Du kan følge med i prisudviklingen på timebasis på Nord Pools hjemmeside. Nord Pool er den børs, hvor der handles med el. Det er altså det sted, hvor elselskaberne køber den el, de sælger videre til dig som forbruger.

På elpris.dk kan du sammenligne de forskellige elselskabers priser på strøm.

Du kan også læse mere i Forsyningstilsynets Elprisstatistik

“Der er ikke noget, der tyder på, at vi får billigere elpriser lige med det samme. Tværtimod, så er elpriserne på et højt niveau lige nu, og vi skal nok ruste os til, at det kan blive endnu højere, når vi går efteråret i møde,” siger hun.

Det skyldes ifølge Ann Lehmann Erichsen en kombination af mange ting, der skaber “den perfekte dårlige storm”.

Giftig cocktail sender priser i vejret

Blandt andet hænger gas- og elpriserne sammen. For tiden er også gaspriserne tårnhøje, fordi udbuddet af gas er faldet drastisk siden Ruslands angreb på Ukraine.

Derudover har kulkraftværker i Tyskland, som blandt andet producerer el til Danmark, svært ved at få leveret kul i øjeblikket.

“Vi lever i en tid med mange usikkerhedsfaktorer. Blandt andet krigen i Ukraine, leveringsproblemer og transportproblemer. Det er elementer i den her giftige cocktail, som sender elpriserne i vejret,” siger hun.

Også i Norge, som Danmark får el fra, er der problemer med produktionen. Her bliver el produceret af vandkraft, men fordi de norske vandmagasiner er rekordlave, får det prisen til at stige.

Skær skærmtid ned

Da der ikke er udsigt til, at elpriserne falder, råder Ann Lehmann Erichsen derfor forburgerne til at minimere elforbruget den kommende tid.

Her kan det være en idé at overveje sit skærmforbrug.

“Hvis vi ser på en husstands samlede elforbrug, bliver der brugt mest el på tv, computer og anden underholdning. Meget af det kører på samme tid. Så vi skal nok vænne os til at få nogle vaner, hvor man kun gør en ting ad gangen, siger hun.

Derudover er det også værd at undersøge, om ens elselskab har de billigste priser, påpeger Ann Lehmann Erichsen.

Læs mere om elpriser, økonomi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 22. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. august 2022 kl. 11:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og