Sommer uden vejrskader

Skybrud og tordenvejr kommer altid ubelejligt, men ved at følge få råd kan du begrænse følgeskaderne.

Man bør være forberedt på det skiftende sommervejr og sikre sit hus og indbo. Lyn kan også gøre skade, selvom det ikke slår ned i huset. Foto: GF Forsikring

Det danske sommervejr er foranderligt, og med udsigter til mere ekstreme vejrskift i fremtiden bør man være forberedt.

Kom godt gennem det ekstreme vejr

1. Er der skybrudsvarsel, så luk vinduer og døre – især i kælderen. Den store mængde regnvand kan finde vej ind ad åbne vinduer og døre, og åbninger tættere på jorden er mere udsatte. Regn og blæst kan få det til at regne ind ad alle åbne vinduer. Forsikringen dækker ikke, hvis vandet kommer ind gennem et åbent vindue.

2. Slå parasoller ned, rul markiser ind og fjern solsejl. Dugene på parasoller, markiser og solsejl kan samle store mængder vand, og vægten af vandet kan medføre skade. Under skybrud og pludselige vejrskift kan der komme kraftige vindstød, som også kan medføre skade.

3. Sørg for at HFI/HPFI-relæet virker og slår fra ifm. overspændinger. Der er ofte en testknap på relæet, som skal få relæet til at slå fra. Virker den ikke, skal man kontakte en elinstallatør, som kontrollerer relæet.

4. Frakobl store elkabler uden for huset – elstik til campingvognen og til elbilen. Er computer, tv eller router tilsluttet internettet via telefonstik eller antennestik, kan der stadig ske skade, da det er et andet netværk. Så ud med disse kabler.

5. Få hjælp fra naboen. Er man på ferie bør man få naboen eller en anden bekendt til at tjekke for skader efter skybrud og tordenvejr. Er relæet fx slået fra, så bør det slås til igen, så fryseren ikke tør op. En slukket fryser, hvor evt. rim tør op, lækker også vand.

Kilde: GF Forsikring

Læs mere om bolig, forsikring og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 5. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 5. august 2022 kl. 15:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og