Gab: Sover du også for lidt?

Den manglende søvn kan føre til sundhedsproblemer, lyder advarslen.

Én ud af tre voksne danskere sover mindre end de anbefalede syv-ni timer, viser en ny undersøgelse af Kantar Gallup for Gjensidige.

Voksne mennesker anbefales generelt at sove mellem syv og ni timer, men en ny undersøgelse viser, at det er langt fra alle danskere, der følger anbefalingen.

Her svarer én ud af tre danskere, at de sover mindre end syv timer om natten, og mange af dem har oplevet sundhedsmæssige problemer, som de tror relaterer sig til deres manglende nattesøvn.

“Det er bekymrende, men desværre ikke overraskende, at folk oplever at deres sundhed hænger sammen med deres søvnvaner. Når kroppen ikke får ro til genopbygning, er man også mere modtagelig for sygdomme, ligesom man med manglende søvn også kan opleve et mindre overskud, der kan påvirke den mentale sundhed,” siger Louise Brix, fagchef i Sundhed hos Gjensidige.

Det kan du selv gøre

Har man svært ved at få sin nattesøvn, anbefales det, at man forsøger at strukturere sin hverdag, så man går i seng og står op på samme tidspunkt, og derved får en fast døgnrytme.

Derudover er bevægelse i hverdagen og rolige aftenrutiner også ting, der kan hjælpe til en bedre og mere stabil nattesøvn.

Lykkes man ikke med at få den nødvendige søvn, bør man tage det alvorligt, og opsøge egen læge med henblik på at finde årsagen og eventuelle tiltag eller behandlingsmuligheder.

Kilde: Gjensidige Forsikring

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 5. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 5. august 2022 kl. 10:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og