Politi: Familie afkrævet løsesum på million under bortførelse
Offer fik trukket hætte over hovedet i en lade på Midtsjælland. Nu ventes endnu en af de tiltalte at tilstå.
Med en hætte trukket over hovedet blev en mand i mere end to uger sidste sommer holdt fanget i en lade på Midtsjælland, før politiet befriede ham.
Han var blevet udsat for mishandling, mens familien blev præsenteret for et krav om en løsesum på en million kroner.
Sådan lyder nogle af påstandene i en usædvanlig straffesag mod fire mænd.
Tiltalen blev rejst i maj, men nu ventes den ene at være parat til at følge i fodsporene på en af de øvrige: At aflægge tilståelse over for en dommer.
Det sker i et retsmøde fredag, fremgår det af en retsliste for Retten på Frederiksberg.
Offeret i sagen er en mand i 30’erne. Inden han blev bortført i Brønshøj om aftenen 7. juli, var han blevet overvåget. En gps-tracker var blevet monteret på den bil, han kørte i.
I forvejen var laden ved Osted indrettet til at tage imod offeret. Her var ledningsstumper, stole og gaffatape klar.
Den bortførte fik trukket en hætte over sit hoved, så han konstant i de følgende mange dage sad i mørke og intet kunne se, lyder beskrivelsen i anklageskriftet.
Fastspændingen førte til føleforstyrrelser i det ene ben. Han fik kun lidt mad at spise. Og han måtte tåle skiftevis at sidde i varme og kulde. En luftblæser var redskabet, som indgik i den behandling, som Københavns Politi har karakteriseret som mishandling.
Formålet var at få ham til at skaffe penge, men han magtede – ifølge anklageskriftet – ikke at leve op til bortførernes ønske.
Derefter blev familiemedlemmer i Aarhus og København kontaktet. Kravet var en løsesum på en million kroner, som skulle veksles og overføres til udlandet. Afpresningen skete blandt andet via beskedtjenesten Facebook Messenger, hedder det i anklagemyndighedens beskrivelse.
Forbrydelserne stoppede først 22. juli, altså efter 15 dage. Politiet slog til og befriede offeret. Samtidig blev tre af de formodede gerningsmænd anholdt. Den fjerde og sidste anholdelse skete i oktober.
I en pressemeddelelse i maj beskrev anklager Emilie Klausen efterforskningen af sagen som meget omfattende.
– Det har været et stort arbejde for politiet og anklagemyndigheden at rede alle trådene ud og danne grundlaget for tiltalerejsning, udtalte hun.
Efter planen skal et nævningeting i Retten på Frederiksberg i december og et par måneder frem behandle sagen.
I slutningen af juni valgte den ene af de oprindeligt fire tiltalte at tilstå. Straffen blev fængsel i to år og tre måneder til en 26-årig mand. Han blev dog kun dømt for en kortere frihedsberøvelse, oplyser specialanklager Andreas Christensen.
Nu er også en 23-årig mand parat til at tilstå. Retsmødet finder sted fredag eftermiddag.
/ritzau/
Først publiceret: 2. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 3. august 2022 kl. 7:38