Skal jeg omlægge mit boliglån nu?

Renten på et fastforrentet 30-årigt boliglån er på kort tid nærmest ottedoblet fra 0,5 % til 4 %, men det er faktisk stadig lavt historisk set, beroliger ekspert.

Medierne fortæller mange skrækkeligheder om, hvordan boligrenterne eksploderer. Men det skal ikke få nogen til at hoppe fra planer om at købe eller sælge et hus. Seniorer og andre skal stadig vælge den bolig, som de har behov for.

Det siger Troels Kloster, der rådgiver forbrugere i det uafhængige firma Realkreditkonsulenterne. Medierne har også travlt med at gengive de mindste tegn på, at boligsalget skulle være gået i stå.

Troels Kloster siger, at hvis renten holder sig på et højere niveau, så vil det på sigt alt andet lige føre til prisfald. Men det skal ikke få nogen til at gå i chok og gøre noget i panik.

”Hvis et seniorpar sælger en villa til en lidt lavere pris, end den kunne have kostet for et år siden, så modvirkes det af, at deres nye bolig i for eksempel en rækkehus så også er gået ned i pris. Desuden vil husejere med fast forrentede lån få en gevinst ved, at de ved salget kan indfri deres hidtidige lån til en lavere kurs,” fortæller Troels Kloster.

Stigningshastigheden usædvanlig

For 1 1/2 år siden kunne boligejere få 30-årige fast forrentede lån med en nominel rente på 0,5 % til knap kurs 100. I dag er den tilsvarende sats 4 %. Navnlig i de sidste måneder er stigningerne accelereret.

”Men historisk set er et fastforrentet lån over så mange år stadig billigt. Da jeg startede i bankverdenen lå renten på over 20 %,” husker Troels Kloster.

Han tilføjer, at det usædvanlige i den nuværende situation er, at renten er steget så meget på så kort tid. Det er sjældent set før i historien.

Vælg fastforrentet

Troels Kloster opfordrer stadig generelt kunder til at vælge fastforrentede lån, når de for eksempel køber bolig, eller hvis de optager tillægslån eller omlægger. Variabelt forrentede lån er billigere lige nu, men prisen på dem er uvis ude i fremtiden.

”Skulle renterne falde igen, så kan boligejere med fastforrentede lån omlægge fra eksempelvis 4 % til 2 % lån og få en sikker gevinst. Hvis renten modsat stiger til måske 7 %, så falder deres restgæld. Der er mulige gevinster begge vej.”

Troels Kloster siger, at den seneste udvikling dokumenterer, at fast forrentede lån er lysår bedre end andre typer. I de seneste år har kunderne betalt lidt mere for dem, men det får de nu retur og mere til ved, at deres restgæld falder på grund af kursfaldene.

Bliv i tilpasningslån

Mange seniorer og andre har valgt tilpasningslån. Troels Kloster mener, at de fleste skal blive i den type lån. De skal som udgangspunkt ikke omlægge til fast forrentede lån.

”De får en højere ydelse ved den næste rentetilpasning, hvis renten ikke falder igen. Men de kan så glæde sig over at have betalt mindre i flere år indtil nu eller ligefrem fået penge for at låne i form af negative renter.”

Konvertering kan give kursgevinst

Mange taler om, at husejere kan få en kursgevinst ved at omlægge lavt forrentede faste lån med højere forrentede. Men de kan også vente på at få gevinsten, når de sælger huset, og hvis ikke renten igen er faldet i mellemtiden.

”Skulle renten være gået ned i mellemtiden, så er man gået glip af en mulig gevinst. Men det er noget andet end at tabe penge,” påpeger Troels Kloster.

Lån til seniorer

Der har været mange skrækhistorier om, at ældre ikke skulle kunne lån i deres friværdi. Det sker også somme tider. Men det fuldstændig afgørende er, hvor stor en del en person låner i forhold til ejendommens værdi. Det siger Troels Kloster fra Realkreditkonsulenterne.

”Hvis en senior holder sig under at låne op til 60 % af værdien, så hører vi nærmest aldrig om afslag på nedsparingslån. Men kommer belåningen over 60 % af husets anslåede salgsværdi, så kan seniorer få problemer med at få lånet,” siger Troels Kloster.

Han tilføjer, at det måske kan blive værre i fremtiden. Hvis de seneste fald i aktiekurserne holder sig, så har pensionsselskaberne tabt mange penge. Det kan føre til, at de nedsætter udbetalingerne til de pensionister, der er på markedsrente.

”Så har ældre færre penge til at betale ydelser på lån. Også derfor er det godt at holde sig under de 60 % belåning.”

Læs mere om bolig, økonomi g mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

 

Først publiceret: 13. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. juli 2022 kl. 11:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og