Sendte narko til Australien i sofaborde

Fem personer er tiltalt i usædvanlig sag om narkosmugling fra Holland og Belgien via Danmark til Australien.

Narko blev smuglet i sofaborde.

Det var ikke forkert, men heller ikke fyldestgørende, da der på en pakke, som i slutningen af januar 2021 kom til Lyngby fra Belgien stod, at den indeholdt et “coffee table”.

Skjult i det hjemmelavede sofabord, som et par dage senere skulle sendes videre til Australien, lå ikke under to kilo ketamin – et stof, der er lavet til at bedøve heste, men som er yderst populært i dele af festmiljøet.

Sådan lyder en del af anklagen, når Københavns Byret tirsdag tager hul på en usædvanlig narkosag med fem tiltalte.

Ifølge anklageskriftet styrede to hovedpersoner smuglerringen fra Holland eller Belgien. De sørgede for, at narkoen kom fra Holland til Belgien, hvorfra den blev sendt til en nøgleperson i Danmark – en 41-årig mand.

Han fik instrukser om, hvor pakkerne blev sendt hen, og til hvilke adresser i Australien, de skulle sendes til. De sørgede også for, at han blev betalt for sin ulejlighed i kryptovaluta, fremgår det af anklageskriftet.

I Danmark blev pakkerne sendt til adresser i Nordsjælland og til et gymnasium på Østerbro, hvor den 41-årige arbejdede.

Det fremgik, at de indeholdt håndsprit, hudprodukter, lysestager og altså sofaborde.

Fuld af narko

Men i virkeligheden indeholdt pakkerne ketamin, kokain og MDMA, mener anklagemyndigheden, som dog er usikker på mængderne. Ifølge anklageskriftet smuglede eller forsøgte de at smugle mellem 26,5 og 37,8 kilo narko til Australien.

De første smuglinger, de er tiltalt for, fandt sted i september 2020. De stod på i fem måneder, før det gik galt for organisationen.

Den 27. januar 2021 fandt belgiske toldere 2,880 kilo MDMA i en pakke, der skulle indeholde to hjerteformede lysestager. Narkoen blev skiftet ud med noget andet, og pakken fortsatte til gymnasiet på Østerbro.

Nu var myndighederne på sporet af dem, og den 6. februar beslaglagde Air Cargo i Australien et sofabord med fire kilo kokain.

Anholdt på gymnasiet

Men da var den danske nøglefigur allerede anholdt. Sofabordet, som er nævnt i indledningen, blev beslaglagt af politiet på et postindleveringssted den 2. februar.

Dagen efter blev den 41-årige anholdt på gymnasiet. Her fandt politiet endnu et sofabord med to kilo ketamin, samt pakken med de hjerteformede lysestager, som ikke længere indeholdt MDMA.

Københavns Byret har afsat syv dage til sagen, som ventes afsluttet 31. maj.

/ritzau/

Først publiceret: 19. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 20. april 2022 kl. 14:31