Corona-bekymringen falder

Hospitalerne er ikke så pressede som frygtet for en måned siden. Det medvirker til faldende coronabekymring. Er du selv mere eller mindre bekymret? Sig din mening her

Borgernes bekymring for coronavirus falder kraftigt, selv om smittetallene er langt højere end tidligere under epidemien.

Det er et tegn på, at høje smittetal er blevet normaliseret.

Det viser de seneste resultater fra Hope-projektet, som følger danskernes adfærd under coronaepidemien.

– Vi kan se, at der er en relativt kraftig faldende bekymring i befolkningen. Folk oplever lige nu, at coronavirusset ikke er den samme trussel mod samfundet, som man oplevede bare for nogle uger siden.

– Så på trods af, at vi har de her meget høje smittetal, breder der sig en oplevelse i befolkningen af, at krisen ikke er så akut, siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, som leder projektet.

Niveauet har ændret sig

Over de seneste uger har det daglige smittetal flere gange passeret 20.000. For et år siden blev tallet betragtet som højt, når det nærmede sig 3000-4000 dagligt smittede.

Ifølge Michael Bang Petersen kan forklaringen på den faldende bekymring formentlig findes i indlæggelsestallene. For selv om antallet af smittede er steget kraftigt, er antallet af indlagte ikke steget proportionelt.

Antallet af indlagte er 754. Da epidemien var på sit højeste sidste vinter, var der 964 indlagte med coronavirus.

– Det, som borgerne i høj grad lægger vægt på under den her krise, er netop at beskytte hospitalerne, og hospitalerne ser ikke ud til at være så truede, som man kunne have frygtet for en måneds tid siden, siger Michael Bang Petersen.

Borgerne følger med

At bekymringen i befolkningen har taget et kraftigt fald trods høje smittetal, vidner også om, at borgerne følger tæt med i nyhedsstrømmen, fortæller han.

For eksempel har der været mange historier om coronavarianten omikron. Først gik frygten på, at den kunne forværre pandemien. Men det tyder på, at den giver mindre alvorlige sygdomsforløb.

Og fra professorer og Statens Serum Institut har der været vurderinger om, at pandemien snart vil toppe.

– Der var stor usikkerhed for en måneds tid siden, og nu ved vi noget mere. Borgerne følger meget, meget tæt med.

– Det vil sige, at når der sker noget, så sætter det sig ret hurtigt i befolkningens opfattelser. Det tyder på, at selv om mange ganske givet er meget trætte af at høre om coronavirus, så følger man stadigvæk med, siger Michael Bang Petersen.

Først publiceret: 12. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 13. januar 2022 kl. 10:51