Antal gennembrudsinfektioner stiger – få med tredje stik smittes

Det er forventet, at antallet af vaccinerede, der får corona, stiger. Men få med tredje stik smittes.

Antallet af personer i Danmark, som bliver smittet med coronavirus efter vaccination, stiger fortsat.

Ifølge en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI) er der blevet påvist 62.733 smittetilfælde hos personer, der er fuldt vaccinerede.

Det svarer til, at 1,6 procent af alle coronavaccinerede har fået påvist smitte.

Rapporten dækker perioden fra 27. december 2020, hvor de første danskere fik første stik, til og med sidste uge, som var uge 46.

Ved den forrige statusrapport, der løb til 7. november, var andelen 0,93 procent.

SSI har tidligere udtalt, at det er forventet, at antallet af gennembrudsinfektioner stiger. Det skyldes blandt andet, at virkningen af vaccinerne aftager over tid.

– Overordnet kan man sige, at vi ser et stigende antal covid-19-infektioner, efter at folk er blevet fuldt vaccineret i det primære vaccinationsforløb og skulle have fuld effekt af vaccinen.

– Samtidig har vi siden uge 41 set et stigende antal covid-19-relaterede indlæggelser blandt folk, der er blevet vaccinerede og har fuld effekt af vaccinerne, lyder det fra afdelingschef Palle Valentiner-Branth i pressemeddelelsen.

Til gengæld er der fortsat ganske få smittetilfælde blandt dem, der er blevet revaccineret mod covid-19, skriver SSI.

Blandt de knap 400.000, som ved udgangen af uge 46 havde taget imod tilbud om revaccination, har 0,22 procent fået påvist smitte.

SSI beskriver i sin rapport, at den faldende effektivitet ved vaccinerne er mest udtalt i de ældste aldersgrupper og for Pfizer-vaccinen.

– Dette skyldes formentlig, at denne aldersgruppe er blevet vaccineret først, og den lavere vaccineeffektivitet kan derfor være et udtryk for aftagende effekt af vaccinerne over tid, lyder det.

Effektiviteten mod covid-relaterede indlæggelser er dog fortsat høj, bemærker seruminstituttet.

Antallet af, hvad SSI kalder “covid-19-relaterede dødsfald efter vaccination”, har siden marts i år ligget stabilt med få tilfælde.

Der er dog set en mindre stigning i efteråret sammenlignet med sommerperioden, bemærker instituttet.

/ritzau/

Først publiceret: 29. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 29. november 2021 kl. 19:44