Tyskland passerer 100.000 coronadødsfald

EU's mest folkerige nation har nu over 100.000 coronarelaterede dødsfald. Det samme har Frankrig og Italien.

Tyskland er et populært feriemål, I flere delstater er der nu indført lokale restriktioner for at bremse smitten.

Midt i en efterårsbølge af coronavirus har Tyskland passeret 100.000 coronarelaterede dødsfald.

Det viser tal fra Robert Koch Instituttet torsdag morgen. Instituttet laver ligesom Statens Serum Institut i Danmark daglige opgørelser over coronasituationen i Tyskland.

Siden den forrige opdatering onsdag morgen har 351 coronasmittede mistet livet i EU’s mest folkerige nation, hvor der bor 83,8 millioner mennesker.

Dermed har i alt 100.119 coronasmittede mistet livet i Tyskland.

Lokale restriktioner

Landet har registreret i alt cirka 5,57 millioner smittetilfælde, og mens smittetallene klingede af i løbet af foråret og sommeren, har smittekurven for alvor været opadgående siden starten af oktober.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har flere delstater i Tyskland allerede indført lokale restriktioner for at bremse smitten.

Landets sundhedsminister, Jens Spahn, sagde mandag, at alle formentlig var “vaccineret, havde kommet sig eller var døde”, inden vinteren var omme.

Tyskland indførte ifølge nyhedsbureauet AFP i sidste uge nye restriktioner, der kræver, hvad der i store træk svarer til coronapas i Danmark, for at man kan tage på arbejde eller bruge offentlig transport.

Flere lande over 100.000 døde

68 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret mod covid-19. Yderligere cirka to procent har fået første stik, men mangler endnu at få nummer to. Det viser tal fra Our World in Data.

Tyskland er ikke det eneste land i Europa, som har bevæget sig over den kedelige milepæl.

Også Frankrig har passeret de 100.000 coronadødsfald. Ifølge Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) havde der per onsdag været 118.653 coronarelaterede dødsfald i landet.

I samme opdatering fremgår det, at Italien indtil videre har haft 133.330 coronarelaterede dødsfald.

Først publiceret: 25. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 25. november 2021 kl. 20:39