Blind 74-årig måtte ikke få hustru med i stemmeboks

Når folk med synshandicap skal stemme, kan de - ifølge loven - få hjælp fra en udvalgt ledsager. Men det måtte 74-årige Torben Olesen ikke. Og han er langt fra den eneste.

Dansk Blindesamfund oplyser, at der er flere lignende situationer ved kommune- og regionsrådsvalget, hvor blinde ikke har kunnet få en ledsager med i stemmeboksen.

Som mange andre bevægede 74-årige Torben Olesen sig den 16. november ned til sit lokale valgsted.

Her skulle han sætte tre krydser. Et til kommunalvalget. Et til regionalvalget. Og ét til ældrerådsvalget.

Men til forskel fra så mange andre, så kunne Torben Olesen ikke selv sætte sine krydser. Han er nemlig blind.

Derfor havde han allieret sig med sin kone, som skulle ledsage ham godt igennem stemme-situationen, der fandt sted på Holmegårdsskolen i Hvidovre.

– Vi bliver budt fint velkomment og får hver tre styks stemmesedler, fortæller Torben Olesen til TV 2 Lorry og fortsætter:

– Min kone spotter straks, at vi skal tage kurs mod den største stemmeboks. Men da vi kommer hen til gardinet, siger en valgtilforordnet, at vi ikke må gå to ind i boksen.

Torben Olesen forklarer den valgtilforordnede, at han har et synshandicap, og at det pr. lov betyder, at han må vælge en ledsager, som kan hjælpe ham i stemmeboksen.

Men det godtager den valgtilforordnede ikke. I stedet tilkalder han endnu en tilforordnet, som giver ægteparret samme melding.

– Jeg bad derfor om at tale med valgstyreformanden, som forhåbentligt kendte til reglerne, siger Torben Olesen.

Men heller ikke formanden godtager forklaringen.

Situationen ender med, at Torben Olesen og hans kone går ind i stemmeboksen. Men de er ikke alene.

– De to valgtilforordnede maser sig ind i stemmeboksen, mens valgstyreformanden står uden for, siger Torben Olesen og fortsætter:

– Her kan de så se, hvor min kone og jeg sætter vores krydser. Det, synes jeg, er uværdigt og uacceptabelt. Især når valg er hemmelige.

Er sket flere steder

Hos Dansk Blindesamfund fortæller de, at flere har oplevet lignende situationer ved valget den 16. november.

Alene i hovedstadsområdet har de kendskab til problemer ikke bare i Hvidovre, men også i København, Roskilde, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Høje-Taastrup.

Og det ærgrer Ask Løvbjerg Abildgaard, der er landsformand hos Dansk Blindesamfund.

– Nogle har lange diskussioner med de valgtilforordnede. Og det er jo ikke særlig rart, når man i forvejen er i en sårbar situation, hvor man skal bede om hjælp. Det betyder, at nogle giver op, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

– Men vi skal jo have samme mulighed for valghemmelighed, som alle andre. Og den bedste måde at sikre det er ved at få en man stoler på til at hjælpe, når man skal stemme.

Foreningen opfordrer til, at man kontakter kommunen, hvis man har oplevet lignende problemer på valgdagen.

– Det her handler jo ikke om at hænge bestemte personer ud. De frivillige valgtilforordnede gør det jo så godt som muligt, siger han og fortsætter:

– Men det handler om, at de (valgtilforordnede red.) skal have rigtige informationer. Det er kommunerne, som er ansvarlige. Og det er dem, der skal sikre, at der er styr på reglerne.

Har klaget til kommunen

Tilbage i Hvidovre hos Torben Olesen. Her mener han også, at de valgtilforordnede bør være bedre klædt på.

Derfor har han sendt en klage til kommunen for at gøre dem opmærksom på problemet – og reglerne.

– Jeg håber, at kommunen indser, at det ikke er godt nok – og at de må blive bedre, siger Torben Olesen.

Hvidovre Kommune har ikke ønsket at stille op til interview. De oplyser dog, at klagen vil blive behandlet af kommunalbestyrelsen på et møde i næste uge.

Først publiceret: 25. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og