Antal RS-smittede falder yderligere – men er stadig højt

Luftvejsinfektionen RS-virus ses tidligere end normalt. Fire uger i træk er antallet af nye tilfælde faldet.

For fjerde uge i træk blev færre danskere sidste uge konstateret smittet med RS-virus end ugen før.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI), der er blevet offentliggjort tidligere på ugen.

Der er dog fortsat mange tilfælde af luftvejsinfektionen, der i år er kommet helt usædvanlig tidligt.

Normalt huserer RS-virus fra december til marts. I år er den dog allerede blevet set i løbet af sommeren.

I sidste uge blev 848 personer konstateret smittet med virusset. Ugen før var der 1002 bekræftede tilfælde.

Det hidtil højeste antal på en uge i SSI’s opgørelse blev set i uge 36. Her var der 1321 smittetilfælde.

Ifølge SSI er der i år på nuværende tidspunkt tre til fire gange flere smittetilfælde om ugen, end der normalt vil være ugentligt i løbet af sygdommens højsæson, der ligger om vinteren.

Virusset giver oftest milde forkølelseslignende symptomer. Smitte kan dog især hos spædbørn medføre alvorlig sygdom.

Små børn kan få alvorlig betændelse i luftvejene, og ekstraordinært mange har den seneste tid været indlagt på landets hospitaler.

SSI skriver, at der fortsat er mange indlagte børn. SSI oplyser ikke, hvor mange der aktuelt er indlagt med RS-virus.

Tilbage i september vurderede SSI, at sæsonen for smitte med RS-virus vil vare længere end normalt.

Varigheden er dog svær at spå om, fortalte afsnitsleder og seniorforsker Ramona Trebbien tidligere til Ritzau.

– Nu kommer vi ind i en kold periode, hvor vi må forvente, at vi igen er indenfor.

– Så vi ser måske denne her lidt bredere kurve end normalt (hvor smitten er spredt ud over længere tid, red.). Men vi ved det ikke endnu, lød det.

Aktuelt testes en ny vaccine mod RS-virus til gravide. Den skal give de ufødte børn antistoffer mod virusset. Projektet har været i gang i et år.

Årets mange tilfælde fik dog Aarhus Universitetshospital til i september at søge flere gravide til at teste vaccinen.

/ritzau/

Først publiceret: 19. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 20. oktober 2021 kl. 7:05