172 millioner brugt på corona-kampagner

Se Sundhedsstyrelsens nyeste video, hvor de 8 ud af 10 danskere, der er blevet corona-vaccineret, får en musikalsk tak.

Sundhedsstyrelsen største informationsindsats nogensinde.

Under coronapandemien har Sundhedsstyrelsen brugt penge på kampagner, der har skullet informere borgerne i forhold til corona.

Nu viser det sig, at styrelsen i 2020 og frem til 28. september i 2021 har brugt 172 millioner kroner på coronakampagner.

Det viser en aktindsigt, som DR er kommet i besiddelse af.

Se den nyeste video fra Sundhedsstyrelsen “Godt skuldret”, med en musikalsk tak til de 8 ud af 10 danskere, der er blevet corona-vaccineret.

Største informationsindsats

Til DR erkender kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen Eva Tolstrup Ziegler, at der er tale om mange penge.

Hun siger dog også, at der har været tale om den største informationsindsats i Sundhedsstyrelsens historie.

– Isoleret set er godt 170 millioner kroner jo vildt mange penge, men det skal også ses i en ramme, hvor der er tale om en kæmpe landsdækkende indsats, som har kørt i snart to år, siger Eva Tolstrup Ziegler til DR.

Ud af de 172 millioner kroner er størstedelen gået til at betale mediebureauer, der har købt annoncer i medier.

Mediebureauet Wavemaker har alene modtaget 104,4 millioner kroner.

/ritzau/

 

Først publiceret: 19. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 2. november 2021 kl. 9:55

Emner: